Familieferie i Colombia

I skrivende stund er det knap to år siden min familie var på besøg hos os for første gang her i Colombia - og ca. to uger siden de besøgte os for anden gang.

Grunden til at jeg nu dedikerer et rimeligt langt indlæg om vores ferie er at jeg vil demonstrere, hvad man f.eks. kan lave sammen med sine forældre - og bror - når de er på tur i Medellín og ikke mindst omegnen i Antioquia. Vi er ligesom ikke rigtigt kommet videre herfra... endnu. Min familie har haft 2x14 dage i Colombia. Første besøg var et tætpakket program, anden omgang var mere løst planlagt.
Colombia er et enormt stort land, og vi har indtil videre kun brugt tid i ét af de 32 departementer (delstater). Både ferieparadiset Cartagena og fiskerbyen Tolú ved den caribiske kyst og departementet Chocó ved Stillehavskysten var oppe og vende som tur-muligheder i den tidlige planlægningsfase, men vi vurderede at en rejse til kysten ville blive for hård en indsats, når det jo rent faktisk er en ca. 24 timers tur fra Danmark (via Hamborg, Paris og Bogotá). Og det var bestemt ikke hensigten med denne seneste ferie at det skulle være udmattende - ikke med vilje i hvert fald. Derfor blev det i begge omgange til en "indblikstur" i vores hverdag, det nye hjem og omgivelserne.

Forberedelser

I 2015 var der masser af praktiske ting, der skulle på plads og ordnes inden vi kunne modtage tre gæster i vores lille hytte på ca. 15 m2. (GODT man bruger sin tiden udenfor hele året!) En stor del af Luis' familie nærmest stressede på vores vegne og spurgte dagligt ind til forberedelserne. En uge før ankomst begyndte de også at gøre besøg og medbringe ekstra tæpper, puder, glas, bestik, kaffe, nye koste, gulvmopper, etc. Der blev også indkøbt en ovn, en ventilator, et stort bord og fire stole. Her gik jeg og troede jeg kendte til colombiansk gæstfrihed, men jeg fik helt nye standarder at se - især fra Lorenza.
Samme uge begyndte vi også at gøre alvor af bilkøbssnakken, og der gik en smule panik i hele projektet pga. den sene projektstart/snarlige deadline. Efter tre dage på markedet havde vi købt en 4-hjulstrækker med siddepladser nok til hele det pukkelryggede besøg med bagage. Det viste sig dog snart at panikken havde ledt os lige lukt i en klassisk bilsælgerfælde, så den portion penge vi lagde på selve bilen fik snart selskab af reparationsudgifter, der løb op i over en tredjedel af den oprindelige udgift. Der var hul i tanken, transmissionen var (vist nok?) lige til at skrotte, og hjulaksen, der muliggør firhjulstrækket, var knækket på begge forhjul så vi kunne faktisk ikke selv hente vores gæster i lufthavnen. Ulykkeligheden blev dog snart repareret, og siden har bilen både været velbrugt, nyttig og 96 % pålidelig.

I 2017 var det os selv der stressede med at gøre det nye hus indflytningsklart - eller i hvert fald beboelsesklart - til tre gæster. Men det var en fantastisk motivation for at gøre gulve og badeværelse færdigt på noget der nok kan beskrives som rekordtid.
Bilen har været pålidelig siden første besøg, men tilbage i august sidste år begyndte den at skabe sig lidt - og siden meget. Den tabte fart i 3. gear og gik konsekvent ud når den holdt stille eller var i 1. gear med snuden nedad på en bakke - hvilket sker pænt ofte her i bjerglandskabet. Det tog os et halvt år, en tur omkring den autodidakte nabo og fire ture hos den lokale mekaniker før vi fik løst problemerne, som både fandtes ved tændrørene og gemt i selve karburatoren. Men to dage før familien landede, blev de altså løst til vores store glæde og lettelse.

Familien Monsalve-Jaramillo-Mikkelsen-Gyldenlund-Kristensen samlet for første gang i 2015. Far bag kameraet.

Da min familien landede i 2015 - godt trætte, men glade og spændte - var det første gang de mødte Luis. Det gik naturligvis fint med at bryde isen. De fik nøjagtig den samme introduktion til mit colombianske hjem som jeg havde fået i 2014, da jeg landede første gang: Ingen instruktioner og ingen svar på spørgsmål (da de kørte med vores nabo, som ikke taler engelsk) mens vejene stille og roligt blev mindre og mindre, mere snoede og krogede, dernæst blev til grusvej og til sidst til stejl grusvej. Men SÅ var vi også hjemme ... nå ja, efter lidt mere stejl "indkørsel" på gåben.
På terrassen fik vi en lang og hyggelig sludder, et par colombianske øl, colombianske snacks og så var det godnat. Min bror blev indlogeret i vores seng, mine forældre fik den nye sovesofa, og Luis og jeg kravlede ind i vores nye telt.
Hver morgen lavede vi colombiansk morgenmad. Det var flere år siden min mor sidst fået varm chokolade på komælk, og ja - ingen af dem havde jo fået arepa og quesito før.

Colombiansk desayuno ved det nye bord.

Denne gang - i 2017 - fik familien lov at være på egen hånd og teste vores nye hus som logi, mens vi blev i hytten. På den måde var det nemt nok at nogen havde jet lag og vågnede tidligt, mens andre sov længe om morgenen.

Dag 1, 2015

Da vi er privilegerede med et stort og smukt landskab omkring os - og ikke mindst en mystisk konstruktion neden for haven - tog vi dem med på udflugt i fortiden.

Vores have er slutningen på én af to pyramidekonstruktioner, som har et vandløb mellem sig.

Efter en småbeskidt og småvåd tur i baghaven, tog vi ud for at spise frokost på en af Santa Elenas restaurationer, La Montañita, og derefter gjorde vi lidt indkøb ved Santa Elena Parque, som er det lokale 'downtown', med et fint lille torv med kirke, butikker, boder med souvenirs og håndværk i weekenderne, og et par håndfulde spisesteder.

Der debatteres hvad man bør/ikke bør købe. Det er jo trods alt første dag.

Dag 2, 2015

Luis og jeg brugte hele dagen hos mekanikeren og overlod familien på egen hånd med hunden, Akasha. Da vi kom hjem tog vi ud og så solnedgang. Vores hus ligger nemlig beskyttet af en mindre skov og flere bjerge, så solen forsvinder fra vores egen udsigt ca. 1,5 time før det bliver mørkt.

De to barranqueros som stadig - to år senere - hænger ud i haven.

Til venstre skuer man hængekøjen som blev sat op mens vi var nede i byen og reparere bilen.

På "solnedgangstoppen" med colombianske øl.

Luis flyttede kontoret ud af hytten, så han kunne arbejde efter dansk sengetid. Her viser han resultatet af en af de bryllupsvideoer han lavede lige før besøget.

Dag 3, 2015

Da vi først lige havde anskaffet os bilen, var der mange ting - udover reparationer - der skulle på plads. Blandt andet skulle jeg og bilen registreres hos trafikmyndighederne (kørekortet blev først taget 6 måneder senere). Det foregik selvfølgelig i byen, så vi udnyttede lejligheden til også at besøge det ene hold tanter og tage på museet, Museo de Antioquia, som er et besøg værd. Der er køligt, fine udstillinger med relevans for Colombias historie og kun få besøgende.

Der er sikkert mange der vil modsige mig - og det må de naturligvis også meget gerne (der er et kommentarfelt efter indlægget) - men generelt synes jeg ikke Medellín som by har mange 'klassiske' attraktioner at byde på udover en håndfuld museer og bygningsværker. Mange interessante bygninger er lukkede for offentligheden pga. sikkerhedshensyn. Der er en del parker, heriblandt en stor, ny park tæt på centrum, Parques del Rio, mange gode shoppingcentre/storcentre, og centrum kan godt være super spændende, når man ved i hvilke gader man kan finde de gode handlende. El Poblado er verdenskendt blandt turisterne her med mange gode cafeer og restauranter og et dejligt klima, men kunne ligeså godt være en bydel i en europæisk storby. Hvis man vil finde det særligt colombianske, så må man ud af byen. Hvis man spø'r mig.

Bag min bror og Montero'en kan man se skiltet 'Vuelve a Medellín' ("kom tilbage til Medellín"), fordi vi formelt set ikke bor i Medellín men i nabokommunen, Guarne, som starter hvor grusvejen begynder - altsammen lige bag brormand.

To danske damer og colombiansk trafik.

Foran Museo de Antioquia står mange skulpturer af den berømte colombianske maler og skulptør Botero. De er til skue på en offentlig plads og selvfølgelig helt gratis at opleve.

Bland de nationale turister og lokale forretningsfolk der normalt færdes her, skiller den lyshårede familie sig nemt ud.

Der betales ca. 30 kr for indgang til Museo de Antioqia, som har en en hel etage kun dedikeret til en stor kollektion med Botero's kraftigt overvægtigt modeller. Her er vi i en af de mindre afdelinger.

Moderne kunst findes også på Museo de Antioquia.

Dag 4, 2015

Familierne skulle selvfølgelig introduceres, så vi mødtes med Luis' mor og hendes kæreste til frokost i Envigado, en hyggelig og besøgsværdig forstad til Medellín. Derefter vi fik smoothies hos en af Luis venner, som på daværende tidspunkt havde sin egen juice-biks. Mine forældre kan nogle nyttige spanske gloser og sætninger, men de rækker til et vist punkt med svigerfamilien, så det ender tit med meget kropssprog og translatørsupport fra enten Luis eller Google translate.

Fam. Monsalve-Jaramillo-Gyldenlund-Kristensen-Mikkelsen samlet for første gang.

På vejen hjem stoppede vi på et spisested/kaffebar med live musik i Santa Elena, Placebo, hvor Luis forsøgte at bilde personalet ind at min bror var international musikproducer for at få bandet til at spille "til tiden". Det lykkedes ikke, så det endte med aften-snack og øl ... ingen live musik i denne omgang (så bandet gik glip af en stor chance for at slå igennem internationalt... eller ikke...) .

Dag 5, 2015

Lørdag foregik på et par lokale markeder. Om formiddagen kørte vi til Parque Arví, som er et naturreservat med mange forskellige 'destinationer', hver naturoplevelser af forskellig art, f.eks. kano eller vandreture på egen hånd. En helt særlig oplevelse kan man få, hvis man tager med metrocable, et gondol-lift-system, der tager én med henover trætoppene og - hvis man vil - helt ned til byen. Det gjorde vi. Og nede i byen var der - ligesom hver 1. lørdag i måneden - San Alejo marked i downtown, hvor man finder kunsthåndværk, brugskunst, unika tøj og sjove smykker. Det meste til rimelige penge - ellers må man forhandle.

Der er mange spændende ting at smage på markedet i Arví, som er åbent hver dag.

Vi prøver oblea med arequipe (karamel). En klistret affære, for sælgerne er ikke 'fedtede' med karamelsaucen.

Sådan ser det ud, når man sænker sig ned over byen.

Min far og hunden er sultne efter en lang dag.

Dag 6, 2015

En uge inde i besøget blev det min 30 års fødselsdag. Jeg har sjældent haft så lidt at sige mht. hvordan min fødselsdag skulle udfolde sig, men det gik selvfølgelig fint, og vi blev godt mætte i lækker italiensk mad ved Mall Indiana, som ligger uden for Medellín. Der er en lang stribe delikatesse og kunsthåndværkbutikker, som er et sted i den dyrere ende, men der er meget smukt at kigge på.
Krydser man den meget trafikerede vej, finder man nogle fantastiske pan de bono i bageriet samt to meget veludrustede souvenirbutikker, som man snildt kan bruge en halv time i.

Stærkt fødselsdagshold (og bror bag kameraet)

Pasta og lasagne til alle!

Om aftenen spillede vi parques, en colombiansk udgave af ludo.

Dag 7, 2015

Guatapé er en af mine absolutte favoritdestinationer at være turist i. Normalt kan jeg ellers godt blive lidt generet af at være "for tydelig turist", men her blender man godt ind med både internationale og nationale turister. Guatapé lever af sin turisme og kun på en positiv måde. Den lille by er simpelthen så smuk og velholdt - og nuttet! Med sine søer og milde, lune vejr går Guatapé rent i hjertet på enhver skandinavier, ville jeg tro. Søerne er ikke naturlige søer, men hvad gør det, når de gør byen til noget helt særligt.
Udover det smukke landskab er byen helt særligt udsmykket. Facaderne er dekorerede på den ene og den anden måde. Ikke to huse er ens, og der kan nemt gå sport i at finde sjove og søde detaljer, når man går igennem byens gader. Derudover er der lavet en promenade ud mod "hovedsøen", hvor kunsthåndværkerne slår deres tæpper ud i weekenden og sælger smukke, håndlavede ting og sager til små penge. Byen er lille, en god mundfuld, når man vil have et afslappende 'break' fra Medellín.

En lille sjov (heldigvis) historie: Vi havde booket overnatning på et ikke-eksisterende hotel, som vi kørte rundt og ledte efter læææænge. Gadesystemet - som jo ellers er bygget op efter nummersystem, med calles fra øst til vest, og carreras fra nord til syd - kan godt blive forvirrende når de snor og snørkler sig som ensrettede veje, så jeg tænkte at det nok bare var mig, der ikke kunne finde vej. Men en sød dame fortalte os den skrækkelige nyhed at hotellet slet ikke fandtes. Det var heldigvis mandag, så der var ingen andre end os, og vi fik tre værelser på Hotel Portal del Lago direkte over for promenaden til små penge, omkring 80 kr per værelse. Og med en lang stribe restauranter lige ved siden af. Det skal siges at Guatapés charme bedst kommer til udtryk i weekenden, når sommerhusejerne er på tur og kunsthåndværkerne i byen. De billige priser finder man tilgengæld mandag til torsdag.

El Peñol. Et must at bestige hvis man vil indtage Guatapés smukke landskab

Op, op, op...

Der er omkring 700 trin til toppen at klippen/stenen

Det lykkedes min bror at komme op som den første...

... vi andre tog den i normalt tempo.

Bestemt turen værd.

Et klassisk maleri af Fransisco Antonio Cano overført til en facade i Guatapé

Vi indtager eftermiddagssolen foran den fine kirke.

Gul, blå, hvid...

Der bliver både eksperimenteret med farver, former og faconer

Byen er meget pæn og velholdt - særligt omkring sit centrum

Hvor nuttet er det her hus!

Vores balkon ud mod promenaden

Dag 8, 2015

Efter en god og nærende morgenmad til små 10 kr. på torvet vendte vi næsen tilbage vestover. På vejen stoppede vi en times tid ved en lillebitte rekonstruktion af byen El Peñol (ikke at forveksle med stenen el peñol), som er super fint lavet og har nogle gode souvenirbutikker, og vi beundrede bl.a. middagssolens korte skyggekast. Man finder den lille rekonstruktion få minutter fra Guatapé på en bakketop hvor vejene til Guatapé, San Rafael og Marinilla mødes.
Derudover stoppede vi ved en planteskole i Marinilla, en typisk colombiansk provinsby, og for at spise frokost og et par is i byen.

Man mente tidligere at el peñol var en meteorit, men undersøgelser har vist at det er en 'naturlig' sten. Bare helt unaturligt stor!

De danske gæster var imponerede over hvor lille skyggen er her ved middagstid. Men vi er jo også ret tæt på ækvator!

Replikationen af Guatapé

På turen hjem stoppede vi ved en planteskole (vivero) i Marinilla, da priserne her er meget lavere end i Santa Elena.

Marinilla by er også et besøg værd. Der er klassiske spisesteder, et fint torv og store, billige isdesserter.

Dag 9, 2015

Vores første "rigtige" tur væk fra hjemstavnen var først da vi satte kurs mod Valparaiso og Fredonia. Valget faldt på disse destinationer da Luis har venner her, men også da klimaet er mere tropisk end i Medellín, og flora og fauna er meget anderledes. Det er også her, blandt andet, at kaffedyrkningen er koncentreret i Antioquia.

Jeg vil bestemt anbefale besøgende at tage en tur ud til kafferegionerne. Det er en langt mere rustik oplevelse, folk er sindssygt venlige, og naturen og lyset er anderledes blødere end i Medellíns lille dal.
Er man den aktive type, så har kafferegionerne masser af muligheder for familievenlige rideture på hesteryg, vandreture, fuglestudier, osv. Det er et stort område, så hvis man har lyst til en organiseret tour, ved jeg at Palenque Tours, som jeg har været i kontakt med tidligere, arrangerer ture til bl.a. kafferegionerne. Dette bureau er ejet og drevet af en tysk herboende, og jeg har da - indtrømmet - en snas mere tillid til Palenque Tours end til mange andre colombianske arrangører af ture for engelsktalende turister.

Slænget efter en god morgenmad ved en af de mange spisesteder ved vejen.

Det er godt for moralen at stoppe og få en dosis eksotisk frugtjuice, når benene først begynder at klistre til sidemandens.

Dækket ved vores overnatning er lavet af bambus.

Højt placeret.

For foden af vores logi ligger familiens gamle kaffemølle.

Møllen er ikke længere i brug men har stadig udstyret, som vi fik lov at lege lidt med. Vi fandt nogle kaffebønner, der var blevet forladt på sorteringsbakken, som vi tog med tilbage for at riste og male.

Bønnerne blev ristet over bål. Det var en team effort, for det tog lang tid.

Bønnerne er lyse før de ristes

Når bønnerne er ristet, skal skallerne sorteres fra. Også team effort.

Og med en lille maskine, maler far kaffen.

 Dag 10, 2015

Efter et morgenbad i et vandfald (!) og et besøg ved en guldmine (!) satte vi kurs mod vores næste destination, Fredonia.

Det her måtte gerne ske hver morgen!

En af de mange smukke fugle i Valparaiso.

Morgenmad over bål.

Gul fugl!

Et par gribbe nyder også udsigten.

Dag 11, 2015

I Fredonia kan man bl.a. finde Luis' ven, Sebastian, som i 2016 flyttede permanent tilbage til familiefarmen fra Medellín efter at have startet familie. Her har hans familie en ca. 200 år gammel finca, et smukt landsted, og en tilhørende panela produktion. Panela er en type sukker, brunt og uraffineret, som laves fra sukkerrør. Hver fredag morgen - med start kl. 2.00 - kører et hold af landarbejdere sukkerørerne igennem en traditionel proces i den lille 'fabrik'. Fra en tyndtflydende og lidt ildelugtende substans bliver sukkerrørene til sidst en lille godbid som puttes i kaffen, teen eller nydes alene især blandt den ældre generation af colombianere, og i øvrigt bruges i et utal af traditionelle retter og drikke, bl.a. aguapanela, som er en læskedrik, bestående af limejuice, panela og vand, der tit serveres til frokosten.
 

Luis forklarer os processen.

Morgentur op på toppen. Rio Cauca løber i dalen og kan skimtes i baggrunden.

Efter en dejlig, rustik tur på landet, havde vi booket to overnatninger på et moderne hotel, las rosas hotel boutique, med en lille pool i 'la zona rosa' i El Poblado. Poblado er det sted i Medellín man finder den største koncentration af turister. Teknisk set er det en by i sig selv med selvstændig lokal administration men betragtes (misforstås) tit som en bydel. Det er også her man finder 80% af bilerne, der kører rundt inde i Medellín. Samt højhusene, de velhavende og 'the golden mile' finansdistriktet.

Selvom El Poblado ikke kan måle sig med naturen i den sydlige del af Antioquia, var det da på sin vis en relativ lettelse at komme af med flyvende kamikaze-biller og tjekke ind på et værelse med 6 kvm2 stor seng og aircondition.

Dag 12, 2015

Jeg har faktisk ingen fotos fra da vi boede i Poblado på trods af vi både var på et fint marked ved San Fernando Plaza, til lækker fiskefrokost på fiskerestauranten Bupos, og fik et par micheladas (øl m. limesaft) i Parque Lleras - Poblados svar på Jomfruanegade - hvor det går ned i både i hverdage og weekender. Særligt blandt turisterne.
Vi fandt også en fantastisk café med costeño specialiteter fra kysten, som var fuldstændig proppet i weekenden, La Niña Juani Antojos de la Costa. Helt bestemt et besøg værd efter en sen aften i Parque Lleras.

Dag 13, 2015

Da det var dagen før dagen hvor vi skulle tage afsked, tullede vi lidt spontant rundt, tog et par taxaer til lidt forskellige steder i byen. Det var søndag, og om søndagen kan man næsten finde sig selv alene på gaderne i Medellín. Desværre er Alpujarra - lokaliteten der indeholder både rådhuset og et par andre administrationsbygninger - lukket om søndagen. Vi tog i stedet på en tur til 'la 70', området omkring det notariat hvor Luis og jeg var blevet hitchet tre måneder tidligere, så min familie kunne opleve det lidt tættere på end via skype.
Det var lidt mere crowded i dette område, da det var mors dag, og det var næsten umuligt at finde en god frokostløsning. Vi endte med at vente 2 timer på nogle kedelige tapas, men så gik tiden med snak og lemonada de coco i stedet.

Den solbagte flok.

Derefter kørte vi til et helt okay lufthavnshotel med en totalt sød ejer, der serverede en helt okay casuela for os. Næste morgen vinkede vi farvel kl. 5.00, og jeg tog hjem og fortærede den lakrids de havde medbragt.

2015-besøget, som det endte med at blive kaldt i historiebøgerne, var helt fantastisk. Det fik åbnet op for en helt masse fælles Colombia-oplevelser i min familie, og jeg er sikker på tingene gav lidt mere mening i de efterfølgende skype-sessioner, når jeg omtalte colombianske steder, familiemedlemmer, nå ja, og ikke mindst Luis, som min familie jo mødte for første gang, etc. Det var hermed bekræftet at Colombia er en værdig familieferiedestination, og således var kimen lagt til næste besøg.


Dag 1, 2017

Montero'en brillerede ved at hente alle i lufthavnen aftenen før, og således lettede og glade og trygge ved tilværelsen generelt lod vi bilen stå og gik en god og lang tur i Santa Elena. Det bakkede landskab byder mest på gode grusveje som - udover et par venlige, nysgerrige hunde - er herligt utrafikerede.
Turen ledte os blandt andet forbi en ny udsigt til vores hus og et sted, hvor vi var heldige at få fingrene i en fantastisk gedeost. Efter også en smagsprøve på gedemælks-yoghurt endte vi med at spadsere forbi vores lokale mekaniker og til en dejlig frokostwrap på en af Santa Elenas fine cafeer, Canela.
Aftenen endte med colombianske øl og mad på grillen, som er en vidunderlig tilføjelse til vores udvendige interiør.

Gåtur fra Barro Blanco til Santa Elena Parque

Gedefarmen med gedeost der laves på bestilling

Dag 2, 2017

Min familie og Luis' tante Lorenzas familie kommer rigtig godt ud af det med hinanden, og Lorenza havde arrangeret en stor fødselsdagsfrokost for hendes mand, Jairo, som fyldte år to dage forinden, på den altid gode, italienske restaurant i Mall Indiana.

Fødselsdagsholdet.

Dag 3, 2017

De fleste af os var stadig trætte efter flyveturen, så dag 3 blev en slapper-dag med frokost på et lokalt spisested med Luis' mor og hendes kæreste. Vi gik de små 2 km til restauranten, fik en fantastisk casuela til 25 kr, og gik turen tilbage igen - lidt tungere.

Temmelig tilfredse over maden.

Dag 4, 2017

Men SÅ kunne vi heller ikke trække den længere! Vi skulle jo i gang med at holde ferie, og som en del af denne ferie havde vi planlagt en tur til Homecenter i Medellin, hvor vi skulle indkøbe lidt diverse dimser og interiør til huset. Min familie havde hjulpet med at udforme en liste over mangler, f.eks. et badeforhæng og et par dimser til at hænge vores nye, importerede IKEA rislamper op. Det var en lang liste, og det tog os 2 timer at komme igennem den. Heldigvis var vi blevet tanket op med frokost hos tanterne, Piedad og Amalia, som havde lavet og serveret traditionel frokost for os. Vi var først hjemme ved solnedgang, men alle fik en god og unik oplevelse i den sindssyge myldretidstrafik på vejen hjem.

Amalia i smørhullet.

Dag 5, 2017

Udmattede af byens overhektiske energi tog vi en hjemme-havearbejdsdag, hvor min bror gik i gang med den nyindkøbte økse for at sikre os en dejlig udsigt over skoven fremover. Det involverede bl.a. nedhugning af tre stædige eukalyptusstubbe, som er hårde som sten - er jeg blevet fortalt. Derefter satte han sig selv i gang med at slå det lange græs, og det var vi da nogen der også var rigtigt glade for!
Indenfor gik min far og Luis i gang med at installere de nye elementer til badeværelset, deriblandt et skab med spejl og indbygget lys. Det var en kompliceret affære at få sat spejlene tilbage på en måde så man kunne se hele sit ansigt, og ledningen fra pæren manglede en stump ledning (!?) men de klarede det godt, og resultatet er smadderflot!

Sidste offer.

Niels i gang med græsslåning.

Den indbyggede pære i badeværelsesskabet manglede en stump ledning! Så en ny taktik måtte laves.

Vi brænder produktet efter min brors økse-gymnastik.

Dag 6, 2017

Udhvilede efter en hjemmedag, tog vi efter morgenmaden til El Carmen de Viboral, en totalt undervurderet destination - måske fordi byen i sig selv ikke er noget 'særligt', måske fordi den ligger lidt afsides - men turen derhen går igennem smukt landskab, og det helt særlige er at der findes et meget stort udvalg af super smukt keramisk kunsthåndværk. Skåle, kopper, fade, mobiler, vægure, toiletter, alt sammen dekoreret med byens særlige malerstil, som dog varierer lidt fra værksted til værksted. Priserne varierer også en lille smule, så det er en god idé lige at tage en spadseretur fra den ene ende af hovedgaden til den anden, hvor den lille håndfuld af butikker er placeret, inden man begynder at købe. Vi var også heldige at få en 'tour' i et af de åbne værksteder.

Efter shoppe-frenzy spadserede vi hen til det lokale torv for at få en juice inden vi satte næsen hjemefter - med et velbespist frokoststop på El Rancherito, som serverer lækre, traditionelle retter til rimelige priser og har et meget omfangsrigt menukort.

En anden god lokal oplevelse er at forsøge sig med indkøb i de små, lokale dagligvarebutikker, hvor alt skal bestilles over disken. Som i gamle dage, hvor alle varer var utilgængelige bag butiksejeren. Det er god træning i spansk, så mine forældre fik lov at bestille mælk, vin, ost, etc.

Det er en kort gåtur fra den første butik til den sidste.

Sidste værksted på hovedgaden, hvor vi fik en introduktion til keramikproduktion.

Frokoststop på El Rancherito. Note to self: Halve portioner er mere end RIGELIGT.

Indkøb i butikken Juancho Polo

Dag 7, 2017

Efter en lille uge i vores 'eget' område var det tid til at ramme vejen og komme ud og få en på opleveren, som man siger (og helst på ålborgensisk). Jeg har personligt længe gerne ville besøge naturreservatet Rio Claro.
Rio Claro er et privatejet naturreservat, som byder på smukke naturoplevelser og (vilde) aktiviteter for hele familien, bl.a. udforskning af marmorgrotter i bjergene, vandreture, fuglekig, canopy, rafting, svømning i floden. Aktiviteterne kan tilkøbes for en billig pris, mens måltider er inkluderet i værelsesprisen.
Klimaet er varmt og lidt fugtigt og ligger cirka i højde med havets overflade. Det var altså en tur 'ned ad bakke' fra Santa Elena der ligger i ca. 1800 meters højde.
Reservatet har flere hotelafdelinger. Vi bookede vores værelser i den del der ligger inde i skoven og lige ud til floden, El Refugio. Værelserne her har ingen glas i vinduerne, så man bor virkelig i naturen blandt lydende af insekter, nattedyr og brusen fra floden. Vi havde vist alle lidt besvær med at falde i søvn, men det var det værd!
Vores værelser lå også direkte ud til 'marmorstranden', en klippe med blød overflade, hvorfra man kan gå direkte ud i floden. Vi havde en 5 minutters gåtur til restaurantet, hvorimod de andre afdelinger af hotellet ligger ved siden af restauranten.
Vi ankom i god tid før check-in torsdag, så vi bookede en 3-timers grotteudforskning til 50kr med afgang kl. 14.00. Vi var et lille hold på 8 personer plus guide. Ingen af os var rigtigt forberedte på hvad der ventede os, men tourbeskrivelsen sagde at der var krævet et "højt niveau af anstrengelse". En halv time senere og udstyret med hjelm og redningsvest befandt vi os selv en kravle på skarpe klipper - min mor i vandresandaler, bestige stejle klippeskråninger og dernæst gå ind i marmorgrotten, sortere end natten. Herinde skulle vi med lomme- og pandelygter følge vandstrømmen og bevæge os igennem små pools - til tider skulle vi hoppe 2 meter ned i mørket! To timer efter tour-start kravlede vi atter ud i dagens lys, totalt høje på adrenalin. Flere gange undervejs havde vi vist allesammen 'second thoughts' men det var ikke en praktisk mulighed at vende om. Ingen kom galt afsted og alle kom igennem med en følelse af stolthed - ikke mindst på mine forældres vegne!

Værelse 12 i afdelingen El Refugio.

Vi indtager udsigten fra værelset ved ankomst

Floden er små 15 meter fra værelset

El Refugio

En af grotterne som lå ved siden af vores hotel

Strømmen var stærk, og så man sig ikke om endte man nemt 200 meter længere nede af floden.

Tager bestik af situationen fra vandkanten

Min mor i regnskoven

Sådanne views får man med sig, når man går fra vores hotel til restaurationen

Stien til hotellet

"Centrum" hvor tourene starter.

"Døren til Paradis" kaldes denne indgang

Masser af flotte geologiske skatte.

Masser af spændende klippeformationer.

Fuldmåne på vores ankomstdag

I restauranten spiser man også i naturen

Luis og Far har vundet en lille jacuzzi midt i strømmen

Rio Claro

På vejen hjem stoppede vi og fik en juice. Ved siden af kunne man forsøge sig med paragliding

Dag 8, 2017

Vi droppede planerne om rafting og brugte i stedet formiddagen på at bade i floden, gå små ture, og ellers bare nyde stedet. Efter frokost tog vi hjem. Vejen hjem fra Rio Claro går ad en smule snørklet bjergvej med tunge lastbiler, men vi ramte frokosttid og undgik meget konvojkørsel og fandt os senere en "exit-buddy" med samme hastighed som den tunge Monteros.

Dag 9, 2017

Med busserne fra Santa Elena til Medellin kommer mavemusklerne virkelig i fokus. De skal spændes for at sidde lige i sædet, når chaufføren tager den i 50 km/t ned ad bjerget mod downtown. Min mor fik et mindre grineanfald af rutsjebaneturen på trods af hun havde det lidt skidt fra morgenstunden.

Da vi landede ved endestationen i byen, tog vi først på et bageri og fik morgenmad bestående af buñuelos, pastel de pollo, pastel de queso, og pan de bono, med mandarinjuice og kakaomælk.

Vi gik mod shoppegaden Junin og købte et par billige clocs/crocs på vejen. Den store murstenskirke, Catedral Metropolitana, som ellers aldrig er åben når jeg er på Parque Bolívar, havde åbne døre, så vi tog et smut derind.

Min mor begyndte at få det rigtigt dårlig, så vi tog et par taxaer til et hospital i Poblado, Clinica Las Vegas. Her blev hun indlagt i nogle timer, og på trods af at vi ikke havde kopier af pas med, tog de sig godt af hende - og os. De mente at hun havde væskemangel og havde spist for lidt, og jeg mistænker også den meget intense oplevelse i Rio Claro måske har udmattet energidepoterne.
Rent praktisk: Vi skulle lægge 300.000 COP ud, som derefter blev reduceret til den egentlige pris, købe noget medicin og efterfølgende eftersende kopier af pas for en god ordens skyld. Vi fik selvfølgelig kvitteringer på det hele, så rejseforsikringen kan dække senere. Der gik cirka en time med at forhandle hvorvidt hun kunne komme til uden ID, så hav altid en kopi af passet med - både siden med oplysninger og siden med datostempel.

På bageri.

En tom Parque Bolívar lørdag formiddag. Den første lørdag i hver måned er der marked og mange mennesker.

Dag 10, 2017

Først et besøg på markedet i Parque Arvi, hvor min mor købte et par aladinos og jeg en poncho. Mine forældre ville gerne invitere Lorenza og hendes familie ud på frokost som en 'tak for frokost'. Her valgte vi Donde Edward som er en super hyggelig restaurant i Santa Elena med udsigt over bakker og bjerge og som serverer gourmet mad. Grønsagerne er hjemmedyrkede og hvis man bestiller varm hovedret (fisk, gris, okse, kanin, kylling) får man salatbuffet med i prisen. Meget rimelig priser og meget fine omgivelser.

På vej ud af døren fik vi besøg af naboens pitbull. Akasha, vores hund, mente ikke at det var helt i orden sådan at trænge ind på vores grund, så hun satte efter ham og blev til gengæld et par gram lettere, da han satte tænderne i hendes side og slap væk med en luns af hende. Hun pev lidt, men selve såret var overfladisk. Min bror følte medlidenhed og var så sød at blive hjemme ved hende.
Ironisk nok er det ikke mere end tre uger siden af pitbulls og en række andre 'farlige hunderacer' blev pålagt en forsikringslovgivning. Ejere af disse hunderacer skal nu betale en temmelig dyr forsikring, som dækker eventuelle skader som hunden pådrager andre. Lovgivningen blev vedtaget et par dage efter en pitbull dræbte en 2-årig pige. Siden har en masse ejere desværre ladet deres hunde aflive på den ene eller anden måde, givet dem væk, eller sat dem af fremmede steder. Det hele er virkelig tragisk, og da pitbulls indtil for nyligt for smadderpopulære blandt især unge mænd er der utallige hundeskæbner der lider under deres ejeres manglende ansvar.

Vi har ikke set naboens pitbull siden, så vores teori er at deres søn fik hunden foræret og sikkert kun nåede at have den et par dage inden den demonstrede sin styrke over for Akasha.

Haven ved Donde Edward

Vi får altid meget sjov ud af Lorenzas 'mislykkede' panoramafotos, der forvrænger folks ansigter i bedste picasso-stil

Frokostholdet.

Restaurant, have og udsigt.

Dag 11, 2017

Et andet sted jeg længe har villet besøge, men som sjovt nok ikke er blevet prioriteret tidligere, er Santa Fe de Antioquia, den tidligere "hovedstad" i regionen Antioquia før Medellín nappede titlen.

De ellers upålidelig vejrudsigter lovede tordenvejr på vores destination, så vi tog for en sikkerheds skyld først ned til en elektriker der kunne fikse vores vinduesviskere, som har været i uorden i ca. et år. Det var vist også på tide, ikke. Det tog en lille time, og så var vi på vejen.

På med ny reservedel og nye vinduesviskere

At finde ruten fra downtown er ikke så besværligt, man skal faktisk bare køre ud af 'la 80' til man ser skilte mod "tunnelen". Tunnelen er en gave til turistlogistikken og sparer borgerskabet i Medellín ca. 1 times kørsel, når de vil have sol og varme i den kolonialske by og tidligere hovedstad, Santa Fe de Antioquia, eller landsbyen San Jerónimo.

Nabolaget på vej ud af Medellín

Santa Fe de Antioquia er en stille by men en velbesøgt turistdestination for folk fra Medellín, som i weekenderne tager hertil for at nyde en dag eller to i varmen ved poolen. Ligesom Rio Claro ligger Santa Fe i nogenlunde højde med havets overflade, og det tager kun en times tid at komme dertil fra byen. Byen har et fint centrum med masse af arkitektur fra kolonialtiden. For en lille måneds tid siden valgte man dog, til manges overraskelse, at grave hovedtorvet, Parque Principal de Santa Fe, fuldstændigt op og væk - på trods af at det var en del af kulturarven. Den skal nu 'forbedres' (rekonstrueres) inden for det næste år. Ordren kom fra Bogotá og det er helt sikkert et 'fint' eksempel på korruption, som bestemt ikke kommer byens borgere til gode. Med torvet væk er der udsigt til et magert turistår i Santa Fe de Antioquia.

Luis var helt slået ud over dette, men vi fire andre tog det en anelse mere roligt, og vi spiste en LÆKKER frokost på Restaurant Jara's balkon ud mod resterne af torvet. De har nogle virkelig gode salater på menukortet, hvilket man faktisk ikke ser så tit - og en dejlig forfriskende lemonada de coco til de to damers store glæde og mørke øl til herrene! Dækkeservietterne her har en kort version af byens historie, på spansk naturligvis: Endnu en god mulighed for at opfriske et par spanske gloser og samtidig læse sig til lidt viden.

15 minutters kørsel fra Santa Fe finder man hængebroen, Puente Colgante de Occidente, som 'hænger' over floden Cauca, den anden største flod i Colombia. Få en juice med tamarindo-frugten her. Tamarindo er en frugt der kan fås i tropisk klima og kun sjældent findes i Medellín. Under broen kan man også læse sig til lidt info om broen.

Hængebroen

Hængebros-fælles-selfie

Juicestop ved hængebroen

En af mange små torve i Santa Fe de Antioqia

Lækker frokost ved el Parque

Vi havde booket hotel i byen San Jerónimo, som i virkeligheden er en lille flække med et par håndfulde hoteller. Vores hotel, Quimbaya, lå gemt væk fra hovedvejen. Det har været Luis' families udflugtssted mange gange, mens Luis stadig var en lille knejt. Vi var alle rigtigt positivt overraskede over stedet, faciliteterne, og ikke mindst personalet som var det venligste personale nogensinde! En af dem så det endda som sin egen personlige mission at lave en særlig vegetarfrokost til min mor, da hun fandt ud af at min mor ikke spiser kød.

Da vores besøg på Quimbaya faldt sammen med Valentinsdag fik vi en flaske vin med til hvert værelse, som vi i øvrigt fik til halv pris, små 300 kr per værelse inkl. tre store måltider.

Om aftenen spillede vi pool og billiard, der var live musik under middagen, og der blev arrangeret bingo og karaoke på trods af at vi bare var tre håndfulde gæster.

Jeg tager tilbage ved næste lejlighed, det er helt sikkert!

Sjov med bold i poolen, som vi havde for os selv

Fine faciliteter som vi havde næsten for os selv

Vi nyder vinen

Hotellet ligger i de flotteste omgivelser. På den anden side af bjergene er Medellín

Dag 12, 2017

Værelse nummer 70 vågnede kl. 7:30 og jeg smuttede ud til poolen, hvor mine forældre allerede havde indtaget et par godt placerede solvogne. Poolområdet åbner kl. 8, samtidig som morgenmaden serveres, og jacuzzien, saunaen og det tyrkiske bad åbner kl. 11.

Hotellet er inddelt i en række områder: et 'skovområde' med hængekøjer og en naturlig pool (som dog ikke var åbnet, da det var en ganske almindelig tirsdag med få besøgende) og et område med spa, heriblandt massage (som heller ikke var åbnet). Faktisk var det kun én pool ud af fem der var åbnet, men det var okay, da vi ikke var flere gæster.

Vi brugte hele formiddagen i og ved poolen og tog hjemad efter frokosten på hotellet, som jo var inkluderet i prisen.

Morgensol ved poolen fra kl. 7.00

Det er bestemt muligt at spotte søde aber i det tropiske klima ved San Jeronimo. Eller ryggen af dem.

Flødeis til brormand og mango-biche til mig lige før tunnelen til Medellín.

Vi havde alle brug for en nedkøling.

Dag 13, 2017

Dagen inden afgang hjem mod Danmark blev min bror syg, så Luis tog sig af ham mens jeg tog mine forældre på en sidste-udkalds-shoppetur i downtown. Hvis man ikke rammer Medellín på den store loppemarkeds-torvedag, som er 1. lørdag i hver måned, kan man sagtens finde fine memorabilia alligevel.
Lige over for Parque Bolívar og et stenkast fra Museo de Antioquia finder man en shoppegade, Junin (eller carrera 49) som har en masse butikker med colombianske mærker; samt en hel arkade, Centro Artesanal Mi Viejo Pueblo, fyldt med gode colombianske ting og sager; plus en god souvenirbutik, Nuestra Tienda Artesanal, med kvalitetshåndværk til gode priser. Her har vi bl.a. købt vores hængekøje som har overlevet 2 år i vind og vejr, og mine forældre fandt en fin keramikmobile.

Dag 14, 2017

Min families fly afgik kl. 16.30, så de havde god tid til at få pakket kufferter. Vi bor små 10 kilometer fra lufthavnen, og området omkring lufthavnen er tætpakket med kvalitetsrestauranter, så vi havde også masser af tid til at nyde en god frokost - min far fik prøvet tamal, min mor en med lokale frugter frugtsalat, mens min bror satte tænderne i et sæt ribben. Han havde det heldigvis bedre.

Vi tog til lufthavnen to timer før, hvilket viste sig at være fantastisk timing, da deres fly til Bogotá var forsinket, og de fik dermed tilbuddet om et tidligere fly. Avianca, som tager sig af strækningen mellen Medellín og Bogotá, er oftere forsinket end til tiden, så det er bestemt en anbefaling værd at dukke op i god tid, hvis man har forbindelser videre fra Bogotá.

Det blev et hurtigt farvel, men jeg har heldigvis udsigt til snarligt gensyn, når jeg kommer på forårsferie til maj.

Frokost på Asados Doña Rosa 5 minutter fra lufthavnen

Colombia er bestemt en familiedestination! Colombianerne er høflige, venlige og gæstfri uden at være påtrængende (set med reserverede, danske øjne). Nær Medellín finder man frisk bjergluft på toppen, og kun 1-2 timers kørsel derfra finder man tropisk klima.

Der er ikke årstider her. Lav- og højsæson bestemmes af weekender, helligdage og skoleferier. Det er også besværligt at sætte regler op for hvornår regnsæsonen rammer, og hvor lang tid den varer, men mens jeg har boet her har januar-februar været tørre, varme måneder, mens august-november har været lidt køligere og lidt vådere end resten af året.

Hvad enten man søger masser af aktiviteter eller afslappende pooltid er det muligt at få sine ønsker opfyldt - og til rimelige priser, hvis man laver lidt research først. God mad findes allevegne!
Det er dog helt tydeligt at landet har en heftig inflation - op til 10% på dagligvarer og benzin hvert år - derfor bliver det dyrere for den enkelte colombianer, og priserne stiger generelt som følge deraf. Samtidig bliver det en stadigt mere populær og anerkendt turistdestination. Derfor: Jo før man kan sætte tid af til Colombia, jo bedre.