Jeg vil gerne prøve at give et indblik i hvordan den colombianske hverdag rammer en dansker, når den - sådan for alvor - rammer. For at opnå dette, har jeg udvalgt et par kontekster/temaer. I dette indlæg kigger jeg nærmere på relationsformen i Medellín.
Skulle der være temaer som er udeladt, men som på den ene eller anden måde ønskes indblik i, er man mere end velkommen til at spørge ind nederst i kommentarfeltet.
Småsnak og vejrsnak
Når colombianerne taler om basale emner som for eksempel indkøb og vejr, kan det godt ligne at der er gang i en større filosofisk diskussion eller ophedet politisk debat. Armene bliver godt rørt, der bliver taget sig til hovedet og stemmebåndet sættes på prøve. Der forklares og fortælles og illustreres.
I det hele taget nyder colombianerne en god snak. Når de små handelsmænd og -kvinder på gader har kunder går snakken lystigt og taxachauffører får vendt verdenssituationen med deres lift, hvorimod de større butikker ofte har droppet dette element til fordel for effektivitet.
Er der ikke tid til samtale vælger man tit blot at give hinanden en thumbs-up eller der udveklses en "knuckle", særligt mellem gadesælgere og taxachauffører der holder og venter på at det røde lys skifter til grønt.
Jeg synes det er beundringsværdigt at folk her til stadighed foretrækker at involvere/blande sig i hinandens hverdag. I Danmark oplever jeg tit ubehøvlede eller menneskesky taxachauffører og ikke mindst stilhed ved busstoppestedet. Dér mindes jeg selv at foretrække stilhed frem for endnu en drøftelse af vejret. Her oplever jeg tilgengæld ikke at have et valg og her hvor vi kun har forår/sommer hele året rundt bliver især regnen (under den våde sæson) og varmen (under den tørre periode) debatteret voldsomt.
Når colombianerne taler om basale emner som for eksempel indkøb og vejr, kan det godt ligne at der er gang i en større filosofisk diskussion eller ophedet politisk debat. Armene bliver godt rørt, der bliver taget sig til hovedet og stemmebåndet sættes på prøve. Der forklares og fortælles og illustreres.
I det hele taget nyder colombianerne en god snak. Når de små handelsmænd og -kvinder på gader har kunder går snakken lystigt og taxachauffører får vendt verdenssituationen med deres lift, hvorimod de større butikker ofte har droppet dette element til fordel for effektivitet.
Er der ikke tid til samtale vælger man tit blot at give hinanden en thumbs-up eller der udveklses en "knuckle", særligt mellem gadesælgere og taxachauffører der holder og venter på at det røde lys skifter til grønt.
Jeg synes det er beundringsværdigt at folk her til stadighed foretrækker at involvere/blande sig i hinandens hverdag. I Danmark oplever jeg tit ubehøvlede eller menneskesky taxachauffører og ikke mindst stilhed ved busstoppestedet. Dér mindes jeg selv at foretrække stilhed frem for endnu en drøftelse af vejret. Her oplever jeg tilgengæld ikke at have et valg og her hvor vi kun har forår/sommer hele året rundt bliver især regnen (under den våde sæson) og varmen (under den tørre periode) debatteret voldsomt.
Slang og personlig henvendelse
Diminutiver… Der kunne skrives en længere rapport omkring colombianeres brug af diminutiver og diverse slang. Jeg kendte ikke til diminutiver før jeg kom her - slet ikke fra det danske sprog - men det kan i korthed forklares som at alting bliver til en "lille" version af sig selv. Mesa (bord) bliver gerne til mesita (lille bord), også selvom bordet ikke er lille. Pollo (kylling) bliver til pollito (lille kylling) osv. Det skal dog ikke altid tages bogstaveligt, da det også ofte bruges til at farve sproget: Nogen ville måske kalde mig "Lisita" (lille Lisa), hvis jeg havde gjort eller sagt noget barnligt eller dumt. I en anden kontekst kunne selvsamme ord bruges i en venlig form, hvis jeg for eksempel havde gjort noget sødt for en anden.
Det bringer mig videre til kælenavne. Kender man folks navn og er man dus, så er det sjældent at folks døbenavn bliver anvendt. Min mand, Luis Guillermo, bliver kaldt Guillermito (lille Guillermo). Hans venner Juan Guillermo og Santiago er henholdsvis Juangui og Chiquito. Kusinerne Judith og Andrea kaldes Judo og Andre. Tante Lorenza er Loren, tante Eugenia er tia (tante) osv. Veninder siger gerne "mi hija" (min datter) til hinanden, og hankønnene bruger flittigt fra en uendelig række af øgenavne, heriblandt ho'me (kort for hombre = mand), nea (farlig fyr), parce/parcero (ven) og mostro (monster) for blot at nævne et par.
Taler du med et fremmed menneske af yngre generation bruges niña eller niño (pige, dreng) og omvendt bruges ofte madre eller padre (mor, far). Luis bruger det tit for at "charmere". I det hele taget meget uformelle henvendelsesformer, men der tilføjes altid et por favor (be' om/please) og et gracias (tak). Sjovt nok er man på navnefronten meget mere formel med sine venners forældre end fremmede og der bliver gerne brugt Don og Doña foran deres fornavn, f.eks. Don Mauro (Hr. Mauro).
Jeg er Mona, forresten. Mona betyder lyshåret. Når gadesælgerne i centrum synes jeg skal købe en gulvskrubbe eller en juice, som jeg ikke lige har lagt mærke til, så råber de "Mona!" efter mig. Mona Lisa - høh! Og det er på ingen måde politisk ukorrekt i Colombia at kalde fyrene for negro, mono og gordo og pigerne negrita, monita og gordita, hhv. neger og blond og tykke.
Klar tale
Det er også værd at dedikere et lille afsnit til at uddybe i forhold til colombianske samtaler. Lad os starte på dansk grund: Jeg tør godt vove at påstå at dansk sprog ofte er viklet ind i udeladelser og underforstået indhold. Vi er meget private indtil man lærer os at kende. Kommer det til samtaler med fremmede, er det faktisk ikke unormalt at være afstumpet og afvisende; her tænker jeg nok særligt på telefonsælgere, men det kunne jo faktisk være en hvem-som-helst som får ufornøjelsen at opleve vores uselskabelige alter-ego. På dansk er "nej (tak)" et gyldigt svar.
Ikke på colombiansk. Forbered dig på at give en grund eller baggrund for hvadsomhelst. Jeg kan illustrere med en lille parabel fra min første måned i Colombia: Vi var i et boligmagasin for at købe haveredskaber. Jeg går og snuser lidt for mig selv, og en ansat kommer forbi og tilbyder mig et mindre blad over varehusets tilbud. Jeg siger "nej tak". Det forstod han ikke! Han forklarer det er gratis. "Nej tak." Han forklarer dernæst at det altså ikke koster noget. Igen: "Nej tak:" Da Luis finder mig og jeg fortæller ham om begivenheden, forklarer han, at jeg skal give en begrundelse, så min samtalepartner forstår, at JEG forstår. Altså: "Nej tak, jeg kan ikke læse." eller: "Nej tak, jeg går ikke ind for at fælde træer til papirsreklamer". En hver begrundelse er gyldig. På mange måder tror jeg at dette hænger sammen med at man - i min optik - er så god til at rumme forskelligheder her. Det overrasker mig tit hvor hurtigt colombianere bryder isen med fremmede, men måske er det fordi de er så øvede i at udtrykke deres holdninger og bevægelsesgrunde i enhver sammenhæng.
Tilgengæld hænger man ikke "sit beskidte vasketøj" til skue offentligt. I Danmark er det ikke usædvanligt at overhøre private samtaler i omklædningsrummet, i bussen, på cafeen. I Colombia forbliver kæresteproblemer mellem kæresterne. Økonomiske problemer forbliver i familien og deles under ingen omstændigheder med andre... osv. Havde Jane Austen været colombianer, havde hendes hovedpersoner sikkert haft endnu flere bekymringer og hemmeligheder end Elinor Dashwood og Anne Elliot tilsammen.
Fællesskabet
Ikke på colombiansk. Forbered dig på at give en grund eller baggrund for hvadsomhelst. Jeg kan illustrere med en lille parabel fra min første måned i Colombia: Vi var i et boligmagasin for at købe haveredskaber. Jeg går og snuser lidt for mig selv, og en ansat kommer forbi og tilbyder mig et mindre blad over varehusets tilbud. Jeg siger "nej tak". Det forstod han ikke! Han forklarer det er gratis. "Nej tak." Han forklarer dernæst at det altså ikke koster noget. Igen: "Nej tak:" Da Luis finder mig og jeg fortæller ham om begivenheden, forklarer han, at jeg skal give en begrundelse, så min samtalepartner forstår, at JEG forstår. Altså: "Nej tak, jeg kan ikke læse." eller: "Nej tak, jeg går ikke ind for at fælde træer til papirsreklamer". En hver begrundelse er gyldig. På mange måder tror jeg at dette hænger sammen med at man - i min optik - er så god til at rumme forskelligheder her. Det overrasker mig tit hvor hurtigt colombianere bryder isen med fremmede, men måske er det fordi de er så øvede i at udtrykke deres holdninger og bevægelsesgrunde i enhver sammenhæng.
Tilgengæld hænger man ikke "sit beskidte vasketøj" til skue offentligt. I Danmark er det ikke usædvanligt at overhøre private samtaler i omklædningsrummet, i bussen, på cafeen. I Colombia forbliver kæresteproblemer mellem kæresterne. Økonomiske problemer forbliver i familien og deles under ingen omstændigheder med andre... osv. Havde Jane Austen været colombianer, havde hendes hovedpersoner sikkert haft endnu flere bekymringer og hemmeligheder end Elinor Dashwood og Anne Elliot tilsammen.
Fællesskabet
Man heller ikke bange for at råbe op og protestere, hvis noget generer. Den overdrevne brug af hornet i trafikken er ét udtryk. Lidt slåskamp under fodbold er ikke unormalt. På vores bryllupsdag kom hele svigermekanikken op at skændes med en børnefamilie i en elevator og der blev truet og råbt på sikkerhedsvagten. Ingen tog det dog særligt tungt - ud over danskeren, som var i choktilstand.
Man tager i det hele taget let på hele det der fællesskab-hejs. Sammenligner man Colombiansk samfundsforståelse med højskolernes højborg, Danmark, så findes den i Danmark nok i en lidt tungere vægtklasse. At man tager fællesskabet "mere alvorligt" i Danmark, er nok det forkerte udtryk, men måske det så kan forklares ved, at familien (og kirken) her i Colombia er meget mere grundlæggende for identitetsfølelsen og livsførelsen end nærsamfundet eller lokalmiljøet: I byen bor ugifte familiemedlemmer ofte sammen, f.eks. bor fire af Luis' tanter sammen med den enes datter og flere af mine ældre bekendtskaber (50+) bor stadig hos deres mor. På landet ejer en familie gerne en større grund, hvor børnene også starter deres egen familie. Hos naboen er har de pt. fem huse: bedstemor i det ene, bedstefar i det andet (de er skilt) og deres tre børn med børnebørn i de resterende. I disse familier har man så en form for mini-samfund (f.eks. hvor den ene holder høns, en anden laver kul, en tredje reparerer køretøjer, osv.) og det kan så igen fungere mere eller mindre godt.
