Hensyn på colombiansk

På indeværende tidspunkt skulle jeg gerne have fået udpeget et par positive aspekter ved den colombianske omgangsform. Først og fremmest fordi jeg langt hen ad vejen er stor fan af mikset mellem klassisk høflighed og medmenneskelig lighed mellem (langt de fleste individer i) samfundslagene. Også fordi jeg lærte på kommunikationsuddannelsen at man altid skal starte ud med noget positivt. …

I dette indlæg skal det handle lidt om begrebet hensyn og hvordan det praktiseres.  Måske jeg her – først - bør lave en lille disclaimer for at mine fortolkninger jo på alle måder ER subjektive fortolkninger og produkt af MINE oplevelser. Her kunne jeg også passende introducere en halvlang sætning om relativt store kulturforskelle mellem f.eks. Cali, Medellin, og Bogotá (Colombias tre største byer), som ikke har mere end 1 time imellem sig i fly, men for den sags skyld – kulturmæssigt – kunne være tre forskellige lande, (de spiser f.eks. ikke den samme slags ost!), og det må læseren gerne holde sig in mente, når jeg i flæng skriver ”det er colombiansk” eller ”sådan er colombianere”

Hensyn. Jeg må understrege at på kulturchoks-barometeret har praktiseringen af hensyn i colombiansk (og husk nu og læs: Medellin’sk) kontekst været en af de allerstørste udfordringer at arbejde med – især i begyndelsen. Derfor vil man måske finde nedenstående en anelse syrligt. Jeg tror faktisk min bror – som er endnu større fan af hensyn end jeg selv – ville blive vanvittig over at have en hverdag her; det er ikke noget man sådan lige lovgiver sig ud af.

Nuvel, hensynet udspiller sig i generelle termer på mange fronter - blandt andet på gaden, i samtalen, på arbejdspladsen, i køen i butikken, under måltidet. I Danmark, tror jeg, vi får hensyn doseret på samme vis som vores obligatoriske vacciner i løbet af barndommen; det er en del af vores kultur at udvise hensyn. Man lærer at flytte sig for ”damen” der gerne vil forbi på rulletrappen. Lidt senere højre vigepligt. Derimellem en masse andre eksempler. Vi har indrettet vores samfund efter hensyn (på godt og ondt). Groft sagt. En hensyns-elskende dansker vil derfor nok finde de nedenstående situationer svære (og jeg skal advare mod stærkt provokerende eksempler).

Eksempel A: På gaden.

Jeg starter med dette eksempel fordi jeg altid tænker på min bror, når dette skrækscenarie udspiller sig, men det er for mig langt fra det værste. Forestil dig en hvilken-som-helst travl og trafikeret vej. Et trafikhovedåre. Fodgængere vil finde det umuligt at snige sig udenom eventuelle ”søndags-fodgængerne” via vejen pga trafikken herpå. Forestil dig en familie på 3-4-5 stykker. I Danmark går man gerne på række – 2 og 2 - hvis man ved (og det er vel her forskellen ligger) at man eventuelt blokerer for andre fodgængere; men forestil dig at disse 3-4-5 danner en uigennemtrængelig menneskemur. Skal du forbi, så skal du faktisk til at prikke på skulderen.

Forstil dig nu en smal sti. Du går i retning mod et par, to veninder for eksempel og der er kun plads til to ved siden af hinanden på stien. Hvad gør du selv i denne situation, hvis du var en af disse veninder? Koordinerer du og vennen jeres position, så I fylder mindre og lader den modgående passere? Ikke her.

Forestil dig nu af du møder en bekendt på gaden og I har lyst til at vende verdenssituationen. Her gøres det gerne midt på fortovet så ældre, børn og andet godtfolk må snige sig ud på føromtalte trafikerede vej. Jeg sagde jo det ville blive syrligt.

Som bilist kan ”praksis af hensyn” være et decideret mareridt:

-       De ”konkurrerende” chauffører og bilister lister ud over hajtænderne i rundkørslerne, så de ikke skal vente på de andre, der allerede er inde i rundkørslen.

-       I trafiklyset dytter især taxachaufførerne  0,05 sekunder efter det har skiftet til grønt.

-       De kører gerne over for rødt, hvis de mener de kan nå det før dig, der kommer fra den grønne side.

-       De opfinder tre vejbaner, hvor der er to.

-       Om natten kører de gerne uden lys - for at spare, vel.

For mit eget vedkommende: When in Rome…. Ej, jeg ynder at bruge hornet, nu hvor jeg kan/må/skal – men ellers holder jeg mig til min danske opdragelse. Jeg er også langt mere opmærksom på mine omgivelser end jeg ville være på de danske veje, og er sikkert også bedre til at udnytte "hullerne". Men jeg tror ærligt talt ikke at jeg ville have turdet at kaste mig ud i downtown Medellín alene i bil, hvis ikke jeg havde haft de seks måneder forinden bag på motorcyklen til at observere skik og brug.

Eksempel B: I samtalen.

Okay det her er min absolutte ”favorit”. De AFBRYDER! Hele tiden. Hvem som helst. Som studerende af det spanske sprog er dette det allerværste hensyns-brud, fordi det simpelthen er svært at følge med. Luis’ opmærksomhed kan blive afbrudt med lysets hast, hvis en anden pipper noget, imens jeg er i gang med at tale til ham. Dette kan indlede en grad irritation hos danskeren.

Samme forbrydelse sker på arbejdspladsen. Jeg blev paf, mundlam og komplet overrasket både første, anden og tredje gang det skete. På arbejdet, hvor man i det mindste gerne skulle være en anelse professionel, er dine forespørgsler gerne mindre vigtige end vedkommendes, der afbryder. Jeg gad godt vide, hvad der sket, hvis den afbrudte afbryder afbryderen? Jeg må afprøve det en dag. Det er tilladt.

Eksempel C: Måltidet.

Hvis danskeren tilsætter hensyn til det colombianske hensyn, så sker der en farlig kemisk reaktion. Telefonen ligger naturligvis på bordet som alle andre steder, men det udvikler sig herfra. Forestil dig at I er 5 mennesker, der spiser ude, og tjeneren serverer 5 stykker små brød inden måltidet. Hvordan forestiller du dig dét regnestykke? Her griber især de ældre herrer gerne for sig inden alle har fået. (Man kan jo altid spørge efter mere.)

Forestil dig nu at du spiser aftensmad med din familie. Helt uformelt altså. Den første der bliver færdig, rejser sig og går fra bordet uden et ord. Ikke noget ”tak for mad”. Ikke noget med at blive siddende indtil de andre har spist op. Gå du bare ud og hent et glas mælk. Og nogle småkager. Eller hvorfor ikke bare gå ind i et andet rum og se tv. Hvis det er din stil, så er Colombia lige dig.

Noget om at arbejde

Emnet "Arbejde" kan egentlig ikke begrænses til et indlæg, eller et kapitel, når det drejer sig om at arbejde i Colombia. Det er et værk i 4 bind. Men mens jeg venter fra et opkald fra et villigt forlag, så må tager vi den skrabede udgave.

Som spæd colombianer, dvs. det første halve år, handlede det ikke så meget om arbejde. Det handlede om bureaukrati og at skaffe de rigtige papirer. Der var en lang procedure, hvor ægteskabsattest blev fulgt af visum, som blev fulgt af et borgerkort, som blev fulgt af en bankkonto og en arbejdstilladelse. Det tog knap 4 måneder. Imens arbejdede jeg (frivilligt lønnet) på mit tvær-atlantiske internet-projekt og med privat engelskundervisning 2x1,5 time om ugen.

Under et besøg hos en ven af Luis, gik tingene pludselig stærkt, jeg sendte et CV, blev ringet op dagen efter, og to uger efter startede jeg som engelskunderviser for 4 hold på en sprogskole, placeret 20 meter fra Luis' tanter. Jeg kunne knapt nok fatte hvor heldig jeg var.

Løn

Det er så her, det skal handle om løn i Colombia. Når gringo'er og andre expats slår sig ned i Colombia, er de alle ved at falde ned at stolen over, hvor billigt det er at leve med en nævefuld dollars på kontoen. Hvad mange glemmer er, at det er langt fra billigt for den almindelige colombianer, og pga inflationen på 4-5% årligt, bliver der flere og flere fattige hvert år. Samtidig med at flere og flere bliver rigere pga liberaliseringen af markedet og internationale samhandelsaftaler. Mindstelønnen 2015 var 12.000 COP om dagen, hvad svarede til 36 kroner. Det får en tjener for eksempel. Det samme som TV i en uge. En liter mælk kostede ca. 6 DKK, et pakke toastbrod ca. 5 DKK, en banan ca. 1,25 DKK. En bustur ca. 5,5 DKK. Som udlændinge kommer man altså langt, men det gør den almindelig colombianer ikke.

Tch-tchiiiing

Jeg fik en - efter omstændighederne - meget pæn løn: 20.000 COP per time. 24 timer om ugen. Med et deltidsjob tjente jeg næsten dobbelt så meget som et gennemsnitligt fuldtidsjob på 45 timer om ugen (inkl. hver 2. lørdag). Men jeg har også haft en elev på skolen, som arbejdede 6 dage plus hver 2. søndag. Det tager ikke langt tid før man gennemskuer at hun har 2 fridage om måneden. Voldsomt!


Arbejdskultur

Isoleret set, efterlader disse forhold mig benovet over, hvor positivt et folkefærd colombianerne er. Men begynder man at analysere arbejdskulturen, så bliver det straks mere komplekst. Der eksisterer nemlig noget, som særligt vi udlændinge - og colombianere der har været bosiddende i udlandet - kalder "Colombian time". Det udfolder sig især på to niveauer.

Colombian time betyder for det første at en aftale ikke nødvendigvis er en aftale.
Hvis jeg skal trække et eksempel fra min egen erfaring frem, så havde vi en dag et møde med en af Luis' venner, som kunne hjælpe os med produktionsfaciliteter på et tidspunkt, hvor jeg overvejede at producere mønstrede leggings. Vi ventede en time i hans butik - klokken var 11.00 - og han tog ikke telefonen. Omkring kl. 12.00 kom hans far tilfældigvis forbi og informerede os om, at sønnen var udenbys. 
Et andet eksempel er at jeg har givet gratis undervisning til en pige her i februar. Det stoppede da hun begyndte at komme for sent, og seneste - slet ikke dukkede op, fordi hun havde glemt mig. Nu opkræver jeg en lille sum for det.
Selv når folk betaler - som f.eks. mine elever - så indfinder de sig gerne 5-30 minutter for sent, selvom jeg selv står klar på slaget (længe leve nordisk punktlighed) til at give dem alt hvad jeg kan for pengene.
Men det er ikke kun i forretningshenseende at Colombian time hærger. Det sker også at vi bliver inviteret til frokost kl. 11, men når vi så ankommer - kl. 11.00 - så er værten lige kørt for at handle ind. Eller at vi bliver inviteret til frokost et sted i byen, men må vente 30-40 minutter på at de, der bestemte tidspunktet, dukker op.
 Colombian time betyder også at folk gerne kører på "egen tid" selvom de er på arbejde. Jeg skulle hilse og sige at professionalisme ikke er et universelt begreb. Hvad enten det er i banken, i supermarkedet eller kosmetikbutikken, så er medarbejderne på deres smartphones. Nogle gange kan man som ventende kunde sidde og observere at medarbejderen, der BURDE tage min tid alvorligt, egentlig bare sidder på facebook og fniser over en eller anden katte-video.
Luis har også oplevet at sidde i en bank, mens fire af de ansatte har talt flere minutter højlydt om et eller andet der skete i weekenden. Og ladet folk mere eller mindre vente på at de sluttede af.
På min egen arbejdsplads havde vi sidste sommer to gravide. De sad og sludrede og aede hinandens maver, mens jeg stod og ventede på at information.
Det er mange steder ret useriøst. Bevares, folk er meget formelt klædt på, men de kører efter deres egen tid. Egentlig er dette ikke kun negativt, naturligvis (det resulterer vel i gladere medarbejdere, formoder jeg) men det er oftest frustrerende. Der er dog mange steder der virker til at rette op på denne udfoldelse af Colombian time.

I forlængelse af professionalisme-begrebet er det også helt, helt okay at afbryde. Det er nok det "brud" på koden, som jeg synes er allermest idiotisk. Det sker ofte på min egen arbejdsplads, hvor der åbenbart er en konkurrence i at afbryde mest, når der bliver givet informationer.

Arbejdsmiljø

Den colombianske arbejdsplads - som jeg har oplevet og observeret den - er præget af en høj grad af tæt, uformelt forhold mellem kollegaer - og mange steder også mellem medarbejdere og chefer.
Da der er "tvunget" siesta (frokostpause mellem 12-14), har folk en arbejdsdag fra 7-17, men kommer tæt på de mennesker, de arbejder med, fordi man går til frokost sammen. Og har tid til at snakke med hinanden.

Der er også langt flere mennesker på arbejde end normalen i Danmark. Der er gerne 5 ansat i en juicebar, når det er rushhour. Der er 2 blendere, men 5 ansatte. Jeg husker tilbage til min tid som tjener i København, hvor jeg egenhændigt stod for at tage bestillinger, servere, lave juice og smoothies, samt afregne med 15-30 kunder på samme tid.
I supermarkedet er der pakke-personale klar forenden af hver kasse. Det får jo givetvis timelønnet presset ned, men arbejdsmiljøet må være en del sjovere. Og mindre stressende.

Bureaukrati og det offentlige generelt

Når man starter med at arbejde i Colombia skal man registreres hos en pensionskasse og hos en sygeforsikring. Men man skal kun betale, hvis man tjener mere end ca. 1800 DKK om måneden. Dem, der tjener mere end dette beløb, skal betale ca. 10% af lønnen til forsikring og pension. Hvis man tjener under beløbet, kan/skal man være "støttemodtager" hos f.eks. familiens overhoved. Det var jeg i november, da jeg kun havde ét hold, og det betød at det var Luis, der betalte, men vi var begge dækkede.
Man skal også huske - har jeg fundet ud af - at give sin arbejdsplads et dokument, der garanterer at den opgivede bankkonto nu også er ens egen. Det kan man købe(!) i sin bank.

Ikke en fremmed følelse, når man skal gennemskue og manøvrere i det colombianske system

Plusser og minusser

Som udlænding på det colombianske arbejdsmarked er man ramt af et pudsigt paradoks mellem at det er svært at finde arbejde - hvis man ikke taler så godt español! -  og samtidig være kvalificeret til at undervise i engelsk baseret udelukkende på det faktum at man er udlænding. Nuvel, de fleste "rigtige" skoler beder om erfaring og pædagogisk certificering, men de private sprogskoler nyder så stor popularitet nu, at venlige gringoer ansættes på stedet. Det er vel et plus ?

Okay, så er der hele det der siesta-ræs. Det er bestemt noget man skal vænne sig til, hvis man er vant til at have kollegaer, der skipper frokostpausen mens de spiser deres rugbrødsmadder foran computeren, og afspadserer i tide og utide. Det colombianske system er rigidt. Ufleksibelt. Minus! Stort minus! Men hvis man ser på hvad det gør ved arbejdsmiljøet og relationerne mellem kollegaerne, så er det et plus. I arbejdssammenhæng. For det private liv "lider" som resultat. Og så var der den der ugentlige arbejdstid på 45 t/ugen.

Som selvstændig er verden en anden. Man nyder færre rettigheder, det er besværligt at starte op, MEN økonomisk set kan det bestemt betale sig. F.eks. tjener Luis min månedsløn på to bryllupsvideoer. Det involverer to dages filmarbejde (ml. 5-15 timer) plus efterredigering.

Det største plus efter min mening er, at du kan (blive) hvad du vil. I Danmark skal jeg gerne have et uddannelsesbevis og pænt beståede eksamener for at få et job. Certificeringer. Sådan noget. Herovre: Hvis du kan vise at du kan, så KAN du. Du bliver taget alvorligt på trods af manglende beviser. Luis og jeg er sæbeproducenter. Og lad os være ærlige. Jeg var jo aldrig blevet ansat som engelsklærer i Danmark, men her: Hvis eleverne er glade og tilfredse, hvis de lærer og udvikler sig fagligt, så er det alletiders.

Samtidig er dette forhold ét stort minus. Man ved sjældent hvilken kvalitet, man kan forvente. Oprindeligt var mit "motto" for colombianere:What you see is what you get. Det tænkte jeg tit om colombianerne. Det er rigtigt nok, for der er ikke noget mellem-linjerne og ingen indirekte bemærkninger. Klar tale. Men det er også fejlagtigt, for der er en del krejlere imellem. Jovist, de er - som regel - mægtigt venlige, men ikke desto mindre krejlere. 

Min afsluttende bemærkning skal være at jeg er glad for at arbejde her. Selvom mine elever ofte er dovne og trætte - og en enkelt helt forstyrret og uinteresseret - så er de ALTID venlige og søde og rare. ALDRIG har jeg hørt en flabet kommentar. Ikke på mit eget arbejde, og ikke andre steder. Det kan godt være man spilder hinandens tid, men man behandler hinanden med respekt og taler pænt til hinanden. Og dét gør heldigvis at man kan trække på skuldrene, når du bliver konfronteret med Colombian time ...

Hus i Colombia. Del 1: Forberedelser

Jeg vil starte med at fremlægge en teori om, at jo mindre man producere på internettet, jo mere producerer man i det virkelige liv. Dertil hører også et par mellemregninger med jord under neglene, solbrændthed, fast arbejde og pendler-liv... og sådan noget.

Det er forsvindende lidt jeg har fået produceret HER, på min blog, det seneste år. I hvert fald hvis man sammenligner med intentionen. Jeg blev distraheret af et deltidsarbejde og senest et byggeprojekt, som er lidt mere omfattende end en geometrisk meditations-halvkugle af bambus. Vi er nemlig kommet sådan for alvor i gang med husprojektet.

Her i Colombia er det blevet meget almindeligt at bygge præfabrikerede huse. At det er præfabrikeret betyder i sin enkelthed at huset bliver produceret og transporteret i små dele - vægge, vinduer, døre, og gulv hvis man skal have etagebyg - til byggegrunden, hvor man så, ja, bygger sit nye hus.

Grunden til at det er så populært er, først og fremmest, at det er meget, meget nemt, hvis man ikke har de store krav til at sætte sit eget præg på huset. Man kan sagtens flytte rundt på de forskellige dele, tilføje ekstra vinduer, lave altan større, tilføje ekstra badeværelse, installere træloft i stedet for beton (vi benytter os af muligheden for det hele) etc, men man behøver ikke tage stilling, hvis man ikke gider.

Vi har en model i to plan, og I får lige et par skitser direkte fra telefonen:

Model af facade.

Model af plantegning

Som man måske kan ane er der både korridor udenfor i stueetagen og altan. Det er meget spændende, og jeg har altid ønsket mig en 1. sal. Det får jeg nu.

Den anden grund til at det er så populært er, at det er relativt billigt. Bevares, man skal selv betale for transport, fundament, timeløn, kost og logi til dem der samler det, vandrør, ruder til vinduerne, etc. Men inkl i prisen (omkring 40.000 DKK) er tre døre, vinduesrammerne, trappe, toilet, tag, og de helt basale ting der skal til, for at man kan kalde det et hus. Helt skrabet. Derefter står man selv for at gøre det til et hjem. Og det kan man jo gøre i sit eget tempo.

Da vi allerede ejer grunden - en meget lang og temmelig stejl grund - så bygger vi på plateauet lige over, hvor vi bor nu. I vores lille hytte. Eller skur, afhængigt af hvilket humør man er i. På billedet her kan man fornemme grunden og omgivelserne - og skimte "hytten".

Anno 2015

Sådan så det altså ud FØR. (I skyggen til venstre kan man måske danne sig en idé om hvor bækken løber.) Men så fik vi skrabet penge sammen qua vores jobs, og huset blev betalt, og sammen med fabrikanten blev en dato fundet: 17. marts 2016. Når der er sat dato, så begynder planerne pludselig at konkretisere sig og det, som tidligere var fremtidige to'do's, har nu en udløbsdato.

Da grunden er lidt smal, blev det besluttet at udvide hen over bækken. Så vi købte et par rør, som blev lagt, så bækken fortsat kunne fungere:

Go' bil!

Derefter hyrede vi en flot traktor + traktorchauffør; han kunne sit kram og var bestemt alle pengene værd!

Effektivt!

Så kom det til at se sådan her ud:

Jeg blev faktisk lidt overrasket over hvor svært jeg har det ved forandringer (sagde Lisa, der flyttede til Colombia),
da dette var synet, der mødte mig dagen efter.

Nu befinder vi os på det stadie, hvor jeg rent faktisk går og er lidt nervøs for at få brikkerne lagt i den korrekte rækkefølge. Det er nemlig sådan at EFTER murene står, SÅ skal der laves fundament, og SAMTIDIG også lægges rør. Vores "daglejere" tager omkring 7 dage om at bygge/samle sådan et hus, hvis vi gir dem logi. Det har vi besluttet at gøre, for at få det "overstået". Men det betyder jo så, at inden for disse 7 dage, skal vi også fikse (og købe - og betale!) de andre dele. Så jeg er lidt nervøs. Luis er rolig. Man skulle tro han har planlagt ikke at spise, mens det står på, så regnestykket kan gå op. Høh.

Da vi rent fysisk befinder os på en ren guldgrube af trælse sten og ufrugtbart ler, så har vi den seneste tid brugt vores fritid på at jævne jorden yderligere samt grave store og små sten op fra de øverste 20-40 cm af jorden, så jeg kan få en flot og jævn græsplæne.Vi er midt i processen - faktisk i sidste etape af denne del, tror jeg - og i skrivende stund ser vores præ-byggerod sådan her ud:

Grunden set nedefra. På skråningen på billedet er min tanke at lave en række horisontale niveauer, hvor jeg kan plante frugttræer o.lign. Engang...

Ja. Mød vores trillebør. Vores gamle nabo lånte den oprindelige udgave, og vi fik den tilbage uden lad. Han siger han leder efter en erstatning.... Da kyllingerne (se nedenfor) voksede ud af deres barndomshjem, blev det således til version 2.0. Det ser jammerligt ud, men fungerer faktisk utroligt godt. Lidt vanskelig at tømme, dog.

Jeg løj ikke, da jeg sagde at vi (jeg *host*) samler sten. De skal bruges i fundamentet til huset og de overskydende til nedkørslen, som pt. er jord og lidt sølle græs.

På dette billede kan man ane udvidelsen af grunden, henover bækken, ind mod skoven. Der skal laves græsplæne.

Her med kig til optegningen af hvor huset kommer til at stå og vores fine udsigt. Glæder mig til at følge op med nye billeder til april/maj.

Der blev også udvidet mod den anden side. Traktoren kom lige lovligt tæt på naboens grund, men han reddede svigerfars halv-grådige indskydelse. Vi fik en ny parkeringsplads ud af det.

Som nævnt glæder jeg mig MEGET til at kunne opdatere fra grunden igen, når det er lidt grønnere og forhåbentlig også er lidt mere hus.

***

Lige en hurtig tankeboble om vores kyllinger. Som er høns (og hane) nu. Jeg var oprindeligt ikke meget for tanken. Faktisk afvisende. Mest fordi jeg godt lidt fornemmede på forhånd, hvem der ville blive sat ansvarlig for projektet efter to dage. Men under en frokost besluttede Luis og hans tante sig for at vi skulle hente kyllinger. Og sådan blev det.

Akasha var ekstremt nysgerrig på sine nye børn.

Okay, jeg var også selv ret glad ved at have små kyllinger. Og ja, de boede indenfor med varmeblæseren tændt om natten.

Der blev heller ikke sat grænser, når de små plyssede væsener ville putte.

 

Da jeg tog på en måneds ferie i december, var de allerede fulde af fjer, men var stadigvæk "små" nok til at flyve op på ryggen af Akasha, som lydigt ville gå rundt med dem for en stund, inden det blev for irriterende for hende.

Vi havde lavet dem en hønsegård og bygget et meget fint hønsehus, hvis vi selv skal sige det.

Hønsegården

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke kende dem.

Vokseværk

Og så havde vi pludselig ham(!) her til at sidde og gale op uden for soveværelset!

Med denne fine hønse-selfie og gale hane vil jeg slutte min fjerede beretning for denne gang - og fortsætte med husbyggerhistorien.

***

Til højre for ned-/opkørslen er en temmelig stejl bakke. Der er jeg i gang med at lave flade niveauer, således vi kan plante frugttræer, kartofler, etc.

Vi har nu fået lagt to sirlige rækker sten. Det skulle gerne en indkørsel. Før vi kan tage vores nye parkeringsplads i brug, skal indkørslen dog "regnsikres" lidt bedre. Så sent som i dag sad jeg fast halvvejs pga mudder. Så for nu parkerer jeg fortsat i toppen; når jeg har fået bilen derop igen, vel at mærke.

17. marts

Torsdag før påske hyrede vi to trucks til at transportere byggeklodserne fra Guarne og 40 km hjem til os. De startede pålæsningen kl. 7.30 og var først klar til afgang kl. 15.00. Der var vist noget med at det var en lidt langsom knægt, der kørte gaffeltrucken.... Nå ja, og vores tilknyttede projektleder havde ikke fået dørene klar, (hun havde to klar, men det var metal, og vi har bestilt trædøre), så dem må vi hente efter påske. Til fuld pris. Hvis vi da ikke får argumenteret os igennem dét problem (også).

Den sene afgang fra Guarne betød også at de måtte læsse halvdelen af de 14 tons legoklodser af ... i mørke. Heldigvis havde vi fikset bilens forlygter to dage tidligere. Og heldigvis har vi investeret i en bil, der - på trods af utallige mindre mekaniske og tekniske problematikker - kan trække en truck ud af vores grund, når den ikke selv kan komme op.

Luis gav de to spinkle fyre en hånd med aflæsningen.

Træværket blev læsset ind under garagen.

 Vi fik dem desværre ikke lokket til at køre helt ned til byggepladsen, dertil er indkørslen for stejl, så pt er vi i gang med selv at flytte de 14 tons ned i den bette men stærke Montero.

21.-22- marts

Mandag fik vi taget første hug sammen med Luis mor og hendes kæreste; 8 ture blev det til. Teglstenene er pakket i sæt af 10 og for tunge til at jeg kan løfte dem. Kun en lille håndfuld knækkede under transporten, så alt i alt synes jeg at vi (Luis og Edgar) klarede det rigtig godt.

Teglstenene står klar!

Tirsdag havde vi inviteret Luis' ven Gustavo på besøg, naturligvis for at tage endnu et huk ind i de mange tons gulv- og vægplader, der er støbt i beton. De var pakket to-og-to i sæt på 55 kg, så vi blev nødt til at skære sættene op, så vi ikke gjorde skade på os selv. Og så jeg også kunne hjælpe til.

Vægpladerne er støbt med murstensdesign. Meget moderne.

Vi fandt ud af at vi kunne få plads til 24 styk i bagagerummet på bilen. De skulle transporteres vertikalt for at undgå at knække pladerne. Desværre var der allerede en gulvplade og seks vægplader der var knækket helt under aflæsningen. Yderligere 12-15 stykker havde revner og hang kun sammen, fordi de er støbt omkring jern.  Her skal vi lige have fulgt op med vores leverandør...

Her valgte Luis og Gustavo at hjælpes med at slæbe, men det var nemt nok at løfte de 22 kg tunge plader.

Vi fandt den optimale læssestil.

I processen fandt vi hurtigt den optimale læssestil: Én i bilen, én løfter ind i bilen, og én der flytter fra bunken til bilen. Og omvendt ved aflæsning.

Aflæsning.

 Takket være firehjulstræk kom vi - to i bilen og en bagpå - sikkert ned i bunden til byggepladsen.

Nu står pladerne tæt på byggepladsen, klar til montering!

Vi arbejdede til solnedgang og manglede da kun 3 ture, som Luis og jeg tog få dage efter.

Næste skridt: At flytte træværket.