"Farmen"

De første år jeg boede i lejlighed, priste jeg mig lykkelig over ikke at skulle vedligeholde mere end de få planter i vindueskarmen, som jeg med jævne mellemrum fik slået ihjel. På den anden side, så lå mine prioriteter også et andet sted. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad folk ville "helt derude", hvor man skulle bruge mere end en cykel for at komme ind til byens spektakulære spektakel.
Nu hvor havebrug er en fundamental del af min hverdag, forstår jeg virkelig godt, hvorfor folk flytter fra byen og ud, hvor der er luft mellem ligusterhækkene og soveværelsesvinduerne. Her kan man virkelig fylde! Og det gør vi så...

Luis' startede i efteråret på at lave økologiske sæber - fra bunden. Efter jeg kom tilbage, er jeg blevet fuldstændigt tryllebundet af produktionen. Dels fordi der er noget magisk i at skabe tingene fra bunden og der er både sæber der skal opfindes, forme der skal laves, æsker der skal designes og forretningsstrategi der skal lægges. Og dels fordi vi med det endelige produkt ved 100% hvad der er i.  Udover de grundlæggende ingredienser, tilsætter vi så selv lokal eller egen økologiske ingredienser fra haven, f.eks. uchuva, når de engang har vokset sig store nok.

Uchuva, eller golden berry, som de også kaldes.

Vores uchuva er pt kun spæde, men de er stærke planter, så jeg har stor lid til dem og deres afkast.

Jeg er den ivrige forsøgskanin af den sæbe, Luis lavede i november, som indeholder kokos, havre og quinoa - med et pift af rosenblade, og familien, der næsten udelukkende består af unge kvinder (i alle aldre), er den perfekte og taknemmelige målgruppe for vores prøver. Så vi har køkkenet fuld af olier, lud og meget andet, og nu flyder det også udenfor med ler, bomuldsvat, pensler, latex, silikone og hjemmelavede kasser, fordi vi er igang med at lave den skabelon, der skal være formen på den endelig sæbe. Vi tester forskellige materialer til at lave denne skabelon af, latex og silikone, for at finde ud af, hvilken metode der er bedst. Vi skal heldigvis ikke op og have en produktion som Dove, så havde vi godt nok skullet aftage meget stads, men 12 forme er målet, så vi kan have en stabil afsætning.

Vores første mockup af sæbeformen

Den første prototype, som vi har lavet ottekantet med bløde former, så man nemt kan holde den. Det hvide har vi udgravet senere hen.

Vi designer æskerne i illustrator.

Her er mine - lidt mere tøsede - udgaver.

De første prøver på æskerne

Æskerne blev printet og samlet for at give os et indtryk af det endelig resultat. Disse æsker er helt små.

En lidt større æske med udskæring.

Lerformen bliver dækket med vat og latex. En længere produktion fordi hvert lag skal størkne i ca. 30 minutter.

En lidt griset proces, men det er nemt at gøre rent bagefter heldigvis.

De færdiglavede prøveskabeloner. Øverst er den langsommelige latex-version, nederst den dyre silikoneversion. Nu skal de bare indvies med sæbe og så vurderer vi resultatet.

Santa Elena er - på både godt og ondt - blevet et udflugtsmål for Medellins beboere, og det har bragt med sig etablerede kunsthåndværkere og weekendmarkeder, som skaber den perfekte kontekst for salget af sæberne i sidste ende.

***

Haven er et vidunderligt sted! Efter en lidt langsommelig opstart med køkkenhaven med et par trial-and-error-forsøg pga. den lerede jord, har vi nu fundet et par steder på grunden, hvor jorden er næringsrig, og vi laver en blanding med aske fra bålstedet. Især salaten, bærbuskene og uchuvaen vokser stille og roligt, hvorimod løgene og gulerødderne ikke har klaret skærerne helt så fortrinligt. De vil jo gerne vokse nedad, men der støder de altså på lerjord. Næste gang må vi have lagt et endnu dybere lag af muld.

Cossalat og rucola

Chili

Rød peberfrugt

Squash

Brombær

Og når jeg snakker om køkkenhaven må jeg jo ikke glemme vores frugttræer som også har fået kærlig behandling med næringsrig jord, aske og halm omkring stammen til at hjælpe med at holde på fugten på de varme dage.

Guava

Lime

Mango

Avokado

Lime

Mandarin/lime-mix, som jeg er meget spændt på hvordan smager!

Guava

 Især guavaen er jeg henrykt over. Min søde mor fortalte mig at guavaen har 5 gange så meget C vitamin som appelsiner og ud over meget andet godt er kræftforebyggende og anti-aging. Og så smager den vildt eksotisk og med en kraftfuld blanding af sødt og syrligt.

Guava

Gauva - små bomber af alt godt!

Vores flotte palme...

Og så er der yndlingstræet, der har blomster i to lilla farver

Jeg har ikke styr på, hvor meget vores grund egentlig dækker over, og jeg får det nok aldrig helt rigtigt, for grunden dækker også over et lille stykke regnskov med lianer, vandfald, passager og skråninger, som føles som om det ingen ende vil tage, når man først er i det.

Langs vandløbene er der bygget nogle vægkonstruktioner, som kan og må være meeeget gamle.

Jeg var sikker på jeg havde fundet et übercoolt arkæologisk fund, men Luis fortalte mig at det "bare" var en drikkeskål med et par år på bagen.

Et slag på tasken kunne være at grunden er en skæppe, som jeg lige har slået op er 689,5 m2.

Grunden er dog ikke stor nok for hunden Akasha, som slæber ting og sager med fra sine udflugter til naboerne, og jeg finder med jævne mellemrum Barbier, sko, avokado, chipsposer, m.m. som hun har tyvstjålet fra andres hjem. Slemme hund. Hun fik dog smagt sin egen medicin, da naboens killing kiggede forbi og som en anden Guldlok lagde sig godt tilrette i hundens kurv.

Det hele er jo ikke bare havearbejde - der er skam også tid til at invie andre i vores hyggelige tilværelse. Sidste uge havde vi 4 af Luis' venner på besøg til bål og grill.

Og så er der jo de ture ned mod byen, som vi ikke kan (eller vil) komme udenom og som bl.a. byder på friskpresset appelsinjuice i vejkanten og frokost...

Hos ham her kan du få de fleste slags friskpressede juices.. til 7 kr stykket.

Bandeja er et traditionelt frokostmåltid bestående af suppe, ris, kød, platano maduro, salat med salsa og arepita - og jeg har fravalgt den ellers faste bestanddel: bønner.

Derudover var vi på en lille udflugt San Antonio de Pereira for at få en smag på den dessert, byen er berømt for: postres som er lavet af masser af sukker, æg og fløde og fås i mange varianter som fx kirsebær, kakao, lime, kaffe, mango, osv

Til slut vil jeg lige vise et eksempel på, hvordan de fleste dygtige hunde siger farvel til deres ejere, når de forlader hjemmet...

Jul & Nytår 14/15

Lad mig lægge ud med at erklære at jeg aldrig tidligere har fejret hverken jul eller nytår i et andet land end Danmark. I 2013, som jeg tilbragte i Australien, havde jeg timet min hjemkomst til Danmark små fem dage inden juleaften, så jeg kunne nå at nyde det bedste af de danske juletraditioner.

Denne gang var det lige omvendt, og jeg ankom fredag før 3. Søndag i advent (som man her i Medellín ikke har en tradition for at annoncere). Og jeg skal indrømme at de to foregående søndage i advent ikke fik min store opmærksomhed, da jeg havde travlt med at lægge hånd på de sidste praktiske formaliteter inden afrejse. Så dansk jul var der ikke meget af i år.

Til gengæld ankom jeg til en by badet i julelys og juledekorationer. Jeg er siden blevet fortalt at Medellín er den by i hele Sydamerika, der opsætter og har flest lys tændt i julen. Foruden de farverige og til tider næsten voldsomme juledekorationer med lys, pyntede juletræer, julemænd og snemænd på husenes facader, har Rio Medellín – der er en som oftest tørlagt flod, der skærer tværs igennem byen – fået et ”låg” på af lyskæder. 

Typisk facadeoppyntning.

Rio Medellín

Samtidig er der opstillet skulpturer af lys på udvalgte gader, og hvert år har et tema. Dette år var temaet skibe. Ydermere er en af de større trafikknuder, gaden La Playa, blevet pyntet med lysskulpturer langs og over vejen som man for eksempel kender det fra Strøget i Aarhus.

La Playa forsøgt fanget fra den kørende chiva

Oppyntning ved Unicentro

Jeg fik en god introduktion til alle disse foranstaltninger, da vi lørdag d. 13. December, dagen efter min ankomst, var inviteret til bryllups-/fødselsdagsfest for en af Luis’ venners søster, som har giftet sig med en englænder. Han blev i disse dage vist frem for familie og venner og fik dermed en smag på/for den colombianske kultur, gæstfrihed, festlighed og ikke mindst hang til den legendariske Aguadiente (brændevin). Helt konkret foregik alt dette i en af de traditionelle Chivas, som er åbne og farvestrålende busser. 

Chiva. Billedet er desværre ikke mit men er venligst udlånt af google.

  Efter Colombia er begyndt at udvikle deres infrastruktur er man gået over til busser med døre og vinduer, men man har bibeholdt de brede chiva-busser som offentligt transportmiddel i landsbyerne mens man i Medellín hovedsageligt bruger dem til at fragte turister og fester som vores rundt. Der er nok ikke to chivas der er ens, da chaufførerne har frie hænder til at udsmykke deres fartøj. Det samme gælder for busserne, men det skal jeg komme ind på i et senere blogindlæg.

I vores chiva var der naturligvis bænke, men der var også installeret dansegulv og lys. For den gennemsnitlige colombianske kvinde var der lige præcis højt nok til taget, så der kunne danses. For den gennemsnitlige dansker – not so much: Jeg måtte enten dugge mig eller stå med spredte ben og dermed reducere mine 173 cm med 5 cm for at kunne stå oprejst eller danse/bevæge mig lidt rundt.Man kan måske lige ane festlighederne i videoen nedenfor, selvom det var svært at fange i den rullende bus.

Som aftenen forløb blev dette heldigvis nemmere og jeg vænnede mig efterhånden til lejlighedsvist at støde hovedet mod loftet eller rettere: de jernbjælker, der løb langs loftet. Godt de andre havde været forseende nok til at medbringe både brændevin og rom.

Chaufføren tog os rundt i byen og langs gaderne La Regional, La Playa og La Estrella, hvor der var gang i gadefesterne, og hver gang vi passerede en anden chiva blev der hilst med høje råb og hujen. Vi havde nogle damer med stærke stemmebånd i vores bus.

Få gange blev der gjort et kort holdt, så man kunne rende på toilet eller tanke op af snacks og brændevin, men pauserne var så korte at man i reglen måtte løbe nogle meter efter bussen efter færdiggjort ærinde.

Efter 2,5 time var touren ovre, og vi vendte hjemad sammen med Luis’ ven og hans kæreste, som blev det meste af søndagen og nød det varme vejr sammen med os i vores have med kolde michaladas (øl med lime og salt på kanten af glasset). Jeg var godt lagt ned af jetlag på dette tidspunkt så jeg satte pris på at have et par folk, der frivilligt meldte sig til at stå for at kokkerere måltiderne.

Juleferien var allerede sat ind på colegios og universiteter som for eksempel ITM, som er den skole, jeg arbejder lidt med herovre, men det meste af Medellin måtte vente endnu en uge. Eftersom Luis er en af de selvstændigt erhvervsdrivende måtte vi også vente lidt på at tage hul på fridagene. Udover at vi har et stort stykke land der skal passes, trimmes og dyrkes, så underviser Luis i engelsk, han arbejder som fotograf og derudover er han i gang med at lave økologiske sæber og cremer, af hvilke jeg er den henrykte forsøgskanin. Så der var nok at se til op til jul, og jeg assisterede i en engelskundervisningen, hvor jeg altid selv lærer lidt spansk og om Colombia.

Det meste af arbejdstiden gik på farmen eller la finca (gården), som vi kalder den. I virkeligheden er det måske en overdrivelse. Under alle omstændigheder peger ordet mere på, hvor vi gerne vil hen, end hvor vi er. 

Vores lille hus - nu med julelys og julestjerne fra Grønland

 Under mit første ophold for et halvt år tilbage havde jeg ofte den følelse, at projekterne på farmen var to skridt frem og et tilbage. Fiskene døde, fordi de havde det for koldt om natten eller led af iltmangel. Grøntsagerne ville ikke gro, fordi jorden enten var for leret eller indeholdt for mange småsten. Eller fordi hunden Akasha syntes det er sjovt at grave. Værktøjet var gammelt. Skråningerne var slidsomt stejle syntes jeg. Mine ellers så høje forventninger til landmandslivet fik et realitetstjek (læs: -knæk), og min gejst med haveprojekterne gik lidt fløjten. Bare det at holde et rent hjem viste sig som en nærmest umulig opgave.

Men så anlagde jeg et par stentrapper, der gør op- og nedstigninger lettere. Vi fik gang i en kompost, hvor vi nu henter muld fra og filtrerer jorden til blomsterbedene og grønsagshaven, som jeg hundesikrede med et primitivt men velfungerende hegn (plus lidt opdragelse af Akasha). Vi immuniserede huset/hytten, der nedsætter risikoen for skadedyr i træet.

Nu har algerne i bassinet groet sig lange, så de helt små fisk kan varme sig i dem og Luis har lavet et bedre iltningssystem. Det første af vores frugttræer begyndt at bære frugt: guava. 

Fiskene fodres

 Og nu hvor jeg – med min oparbejdede knowhow - har taget lidt mere proaktivt ejerskab for projekterne, har det ydermere vist sig for mig, at vi faktisk får stor hjælp fra naturen selv: Klimaet her som regel regn om natten, så vi står op til nyvandede planter. Vi har en bæk, der render igennem den stejle grund, og som vi bruger vandtrykket fra til først at ilte fiskebassinet og dernæst viderefører til grønsagshaven med et to-trins vandingssystem.

Køkkenhaven vandes

Salaten vokser sig stor og stærk

 Jeg opnår stor tilfredshedsfølelse ved at være medvirkende til al denne udvikling, og jeg bliver så uendeligt og uvurderligt udmattet af arbejdet. Jeg har aldrig sovet bedre. Og selvom der indimellem indfinder sig en frø, græshoppe eller fugleedderkop i soveværelset, så opvejes dette af tilstedeværelsen af bl.a. kolibrier, sommerfugle og nuttede nabohunde i haven. I videoen nedenfor har jeg forsøgt at give en lille introtur i haven.

Så dette og meget mere gik den søde ventetid med. Nå ja, og så kom den dag, som jeg havde forventet ville komme før eller siden som motorcyklist, nemlig hvor vi lige måtte ned og smage asfalten lidt. Heldigvis kørte vi langsomt, og jeg slap med et par skrammer på knæet, og Luis slap med et perfekt aftryk af hans iPhone skrabet ind i bukselommen. Vi slap med skrækken og telefonen led faktisk heller ikke skade.

Mit knæ fik et par skrammer i faldet. Jeg var så overvældet at jeg måtte fotodokumentere det.

 Endelig blev det juleferie og søndag d. 21. december fik vi besøg på farmen af  Luis’ mor, Angela, hendes kæreste, Edgar, og deres kollega Fernando. De fik en rundtur på grunden, vi fik en aloe vera til blomsterbedet, og så tog vi på fiskerestaurant. Heroppe i Santa Helena betyder det at tage på fiskerestaurant at de naturligvis er friskfanget, og har man mod på det, så kan man selv fange dem. Det hele var meget lækkert og meget billigt, og det er helt sikkert et af de lokale steder, jeg vil tage fremtidige besøgende med til.

D. 22 havde vi et par ærinder, der skulle gøres nede i Medellín, og jeg mødtes med Fabio fra førnævnte ITM for at snakke lidt om udviklingen og perspektiverne i det projekt, jeg laver sammen med dem. Mere om det ved lejlighed.

Vi benyttede samtidig turen til at smide motorcyklen til et rutinemæssigt syn, og jeg benyttede ydermere lejligheden i byens centrum til at købe nye leggings, kokosnød og limonade hos gadesælgerne. 

Luis syntes jeg skulle smage chunchurria, og jeg er altid frisk på at smage nye egnsretter og eksotiske frugter. 

Chunchurria tilberedes

De sælgende her er meget venlige til at give gratis smagsprøver til danskeren, så jeg fik et stykke chunchurria, men med det samme, jeg fik smagt på det og tygget på det, så vidste jeg, at jeg ikke havde specielt meget lyst til at sluge det. Så det røg ud igen i en skraldespand. Så fik jeg også prøvet at smage tilberedt endetarm.

Det meste af ”lillejuleaften” tilbragte vi på værkstedet, og da vi endelig satte var kommet godt på vej op ad bjerget, sprang kæden. Det var sent, og vi havde så godt som opgivet at komme hjem den aften, men da vi trillede tilbage ned mod byen kom vi forbi et lille værksted. Vi havde ingen kontanter på os, men de rare mænd satte kæden på med et nyt lille stykke – gratis. Colombiansk venlighed når det er bedst og ikke mindst super belejligt.

Jeg havde i langt tid, ja, vel lige siden jeg købte min billet i oktober, glæder mig helt enormt til juleaften i Colombia, men havde på samme tid intet begreb om, hvad jeg skulle forvente. Det viste sig, at traditioner uden de velkendte rutiner ikke helt er det samme. Naturligvis.

Hvor jeg i Danmark plejer at være godt i gang med juletræspyntning og andesteg lige fra formiddagen, kunne jeg det meste af eftermiddagen ikke foretage mig andet end at vente, vente, vente. Derfor var heldigvis tid til at skype hele to gange med familien, som sang julesange og dansede om juletræ for Luis og mig, og det var næsten som at være der selv.

Så var klokken også ved at være 16, og vi tog mod byen, hvor vi skulle spise aftensmad med kusinen Andrea, samt Angela og Edgar hos de fire tanter, Amalia, Piedad, Isabel og Eugenia, som bor i bydelen Conquistadores. 

Julepynt hos tanterne

Juletræet

Da der ikke rigtig er tradition for at spise aftensmad på det niveau, jeg kender fra Danmark, bestod vores julemiddag af et måltid af rollo de pollo (kyllingerulle), papa gratinada (flødekartofler) og salat med efterfølgende natilla til dessert. Det hele i beskedne mængder, hvis jeg skal sammenligne med hvad jeg normalt formår at indtage i løbet af d. 24.

Rollo de pollo

Natilla med bunuelo, som med lidt god vilje kan sammenlignes med æbleskiver

Hvor vi i Danmark smiler lidt af især de mænd, der er lidt ”sent ude” med julegaveindkøb d. 23, så er det her helt almindeligt at gøre de sidste indkøb samme aften for de, der endnu ikke havde haft tiden – og gaverne bliver jo alligevel ikke uddelt før midnat. Luis var ingen undtagelse, så vi tog en smut i det lokale shopping center inden maden, men han kunne ikke finde noget til det budget, han havde tænkt sig, så vi gik tomhændede derfra. Jeg var dog selv mere end velforberedt med masser af små gaver fra Danmark heriblandt nisser, snemænd til juletræerne, danske bolsjer, englespil, bøger om Danmark og H. C. Andersens eventyr – på spansk selvfølgelig.

Efter maden åbnede vi gaver, og jeg blev meget begavet med parfume, crocs (så skulle det også overgå mig), et armbåndsur, to bøger om hhv. Medellin og Colombia, og et smykkesæt bestående af øreringe og halskæde.

Mine gaver til familien faldt også i god jord, og især de små nisser var meget populære, og alle damerne syntes, at de var helt bedårende!

Herefter kørte vi med kusinen Andrea til den sidste del af familien - Lorenza, Jairo og Judith - som holdte jul i Poblado, som er en fin og meget rolig by sydpå, som i praksis er vokset sammen med Medellín. Vi byttede gaver, ønskede god jul og nåede da også lige at få en snack, og ellers så ”hasta manana” da det var aftalen, at vi skulle spise julefrokost hos dem 1. juledag.

Krybbespil hos Lorenza

1. juledag gik lidt mere stille for sig end de forrige år, som for mit vedkommende er blevet brugt på de danske traditionsrige juleballer, og Luis og jeg sluttede julen af med at gå i biografen for at se sidste del af Hobitten. 

I den følgende tid tog vi et par dage på gården med havearbejde og vennebesøg.

Indimellem tog vi en lille adspredelsestur til Santa Elena Parque (video nedenfor), som er et af de lokale turistfyrtårne, hvor der er flere små beværtninger med friske juice, varme empenadas og søde desserter i lange baner, og om søndagen er der kunsthåndværksmarked på pladsen, hvor jeg altid lige slæber Luis med på en obligatorisk jeg-kigger-bare-lige-runde.

Det meste af december og til og med nytårsaftensdag, har der stået unge fyre langs og på vejene og raslet penge af de forbikørende for at samle ind til deres hjemmelavede munecoviejo. En munecoviejo er en stor dukke, de laver af gamle jeans og bluser og med et påsat hoved af stofmateriale også, som de så udfylder med f.eks. avispapir og stof til show i vejkanten, hvor de rasler. 

Munecoviejo forestillende Falcao, den colombianske fodboldspiller der spiller for Manchester United

Lige indtil nytårsaften, hvor alt dette indmad udskiftes med fyrværkeri. Jeg nåede også lige at give dem et par hundrede pesos til min egen store fryd.

Nytårsaftensdag var planen igen at spise frokost hos Lorenza og Jairo, men da vi omkring middag skulle til at tænde motorcyklen, gik det op for os, at der var kommet vand i benzintanken i løbet af natten. Så jeg måtte på en vandretur op til den nærmeste tienda (butik) for at hente en flaske med benzin og fik i farten også købt lidt lækkert til senere. Hjem igen, et hurtigt skypeopkald med familien, og så ellers af sted, hvor vi ankom netop som paellaen blev serveret.

Jeg har efterhånden fået trænet mine ører nok til at jeg nu kan forstå 70-80% af samtalerne, der i starten plejede at gå lige hen over hovedet på mig. Hvert familiemedlem har deres måde at udtale (eller - i få tilfælde - sluge) ordene på, og der er et par forskellige dialekter imellem også. Jeg priser mig heldig over at jeg i det mindste udsættes for Colombiansk spansk, som er verdenskendt for at være det mest korrekt udtalte spanske, man kan finde. Så det spanske, jeg havde travlt med ikke at lære i gymnasiet, bliver opfrisket og udviklet for hver dag, og jo mere jeg forstår, jo mere kan jeg tale, og jo hurtigere lærer jeg.

Det sidste hold tanter skulle også lige besøges til et ”Feliz Ano”, så vi tog med Andrea, Angela og Edgar videre. Her blev der drukket lidt juice og vin, snakket en masse og pjattet, og der opstod et sandt nissedrama, da Angela byttede de tre nisser, jeg havde givet tanterne, ud med to gamle pyntegenstande og puttede nisserne i sin taske (som nævnt: ALLE damerne syntes nisserne var bedårende!) Da Amalia opdagede nisse-kuppet blev hun meget oprørt over deres forsvinden, og Angela måtte pænt aflevere dem tilbage før hun nåede at helt stikke af med dem.

Vi skulle lige klemme en snack ned, mens jeg øvede mig på forskellige udtryk for ”lækkert”: rico, sabroso, delicioso, excellente, ricura. Et ord, som jeg altid må finde frem, når vi spiser hos tanterne.

 

Man kan med lidt god vilje skimte de lilla og blå julelys blandt de gule gadelys i Medellín.

På vej hjem gjorde vi et kort stop, hvor jeg blev bekravlet af en vandrende pind, og ellers gik det sidste af 2014 med dominospil, bål i haven og ildfluer. Hvis man har en lighter på sig, kan man faktisk føre længere samtaler med dem. Det var i øvrigt nok også de dyr, der satte mest ”pris” på fyrværkeriet den aften.

Og da det så – endelig - blev 2015 i Colombia, havde vi 10 minutters fyrværkerishow omkring os, inden vi lagde en slags engle-tarot-kort, vi har fået af Angela, for 2015. Kortene syntes at have pæne forventninger til vores nye år.                      

Alt i alt har jeg haft en dejlig jul, og jeg har nydt de veltrængte fridage. Måske er det den store omvæltning ved at være flyttet for nyligt, måske er det min sociale arv eller også ligger det i mine gener, men jeg har haft svært ved at finde den vanlige julestemning uden de velkendte symboler som et granduftende træ, stearinlys, kulde og mørke. Pejlemærker, jeg tidligere har kunnet navigere i.

Stemning har der dog været rigelige mængder af, og jeg må bestemt sige at colombianerne er dygtige til at være i det, der vel dybest set er jul : familiesamvær og varme (også selvom det ikke er koldt udenfor).