19. maj 2015

Souvenirs

Dét skal du have med hjem

Som en efterfølger til min liste over ting, du SKAL prøve, når du er i Medellín, kommer her en række bud på, hvad du skal pakke kufferten med inden hjemrejse.

Manicure - jo flere farver, jo bedre.

Jo flere farver, jo bedre

Manicuren var oprindeligt på listen over de ting, du skal prøve mens du er i Medellín, men skilte sig markant ud blandt alle yndlings-frugterne og de andre madvarer. Derfor står den nu øverst på listen over souvenirs!

Det er sjældent at man møder en kvinde i Medellín, ung som ældre, der ikke har dekorerede negle. Jovist, den klassiske type holder sig stadig til fransk manicure eller vinrød - men det er utroligt populært at få lavet de fineste dekorationer på både hænder og fødder. Og det koster da heller ikke ret meget, du kan slippe med omkring 50-100kr for hele pakken afhængigt af placering (du finder det fx væsentligt billigere i downtown Medellín end i Poblado).

Jeg har været en tur i manicurestolen, men har endnu ikke haft fornøjelsen af at udsmykke de ti fingerspidser med blomster og leopardprint, men jeg sparer forventningerne sammen til den dag, hvor der er udsigt til minimum 7 dage uden havearbejde og opvask..........


Mexsana talkum - bløde og velduftende fødder



Uden at overdrive er Mexsana talkum en lige så vigtig del af Colombianernes daglige "grooming", som shampoo og dagcreme. Det har været en komplet ubekendt ingrediens i min egen personlige hygiejnerutine indtil jeg mødte Luis - og nogle få måneder derefter, hvor jeg drillede ham lidt med hans "baby-pudder-mani". Men siden da har jeg konverteret.
Jeg ved faktisk ikke om det blot er min personlige opvækst, der ikke har fået introduceret mig, og om det er et almindelig kendt produkt i enhver anden dansk familie. Hvis ikke, så kan jeg berette at det er utroligt smart i særligt to henseender:
For det første er synlige sokker ikke en del af moden her i Medellin. Det er meget mere almindeligt at gå med bare fødder i sine sandaler eller kondisko. Hertil redder Mexsana dagen, fordi det holder fødderne tørre og ikke mindst lugtfri. For det andet virker talkum blødgørende på fødderne. Jeg er fan, og jeg fik da også prakket min mor en lille beholder på, da de besøgte os.


Jet og jumbo chokolade - når du ikke er i nærheden af Marabou og Toms


Mørk chokolade (70% +) er meeeget sundere og der er masser af gode varianter herovre. Når det er sagt: Hvis de små derhjemme endnu ikke har udviklet der smag for det bitre, er der ingen grund til panik.
Jet og Jumbo-mærkerne har masser af lækre substitutter til dit daglige brand. Jet findes som ren mælkechokolade, med calcium, eller med knas. Jumbo er med pistacienødder, mandler, peanuts, eller andre "limited editions" blandinger. Den med peanuts er - (for mig) overraskende nok - at foretrække. Prøv dig frem, mens du er her!


Tasker  - fordi du ikke finder noget lignende derhjemme.


Om det er til dig selv eller til en gave, så går du ikke galt i byen med at investere mellem 40.000-260.000 COP (eller mellem 100 - 700 DKK) i en af de farvestrålende tasker lavet af dygtige colombianske hænder.
Taskerne er utroligt solide og holdbare, da de er vævet i et kraftigt materiale, og findes i uendeligt mange farve- og designkombinationer, fra ensartede mørke versioner til farvestrålende og mønstrede. De findes normalt i to størrelse, og kommer med rund bund eller flad bund.
Du finder taskerne på ethvert kunsthåndværksmarked med respekt for sig selv, et godt bud er San Alejo markedet eller på promenaden i Guatape (i weekenden). Undgå derimod at købe taskerne i butikker, da de typisk tager op til 50% mere end hvad du kan slippe af med, hvis du køber direkte fra designeren/håndværkeren.

Køb-køb-køb!

Brugskunst og smykker fra kunsthåndværkere - billigt og eksotisk

Om det er suppeskåle eller pudebetræk, håndlavede sandaler eller kjoler, fingerringe eller halssmykker, hængekøjer eller drømmefangere, så byder Medellíns markeder, gadesælgere og etablerede kunsthåndværkere på masser af muligheder for at få slukket tørsten, når det kommer til shopping eller bare rent "oseri".



Colombias kunsthåndværkere er ikke bange for farver eller at prutte om prisen, for den sags skyld. Min mor købte et hårspænde til 6.000 COP (ca. 15 DKK), men da jeg hev en 5.000-seddel op af pungen sagde sælgeren, at det var fint. Der var ikke engang grund til at begynde at handle.

Bevæger du dig ind i deciderede butikker, så stiger priserne dog straks markant.


Run Medellín og/eller Aguardiente Antioqueño - en lille én til naboen

Har du fået naboen til at passe din hund eller skal du give en lille gave til en bekendt? Ved du ikke lige hvad du skal købe? Er kunsthåndværket lidt for flippet og er alternativerne lidt for "fyldige" i forhold til flyselskabets vægtmål? Så behøver du ikke lede længere. Er din modtager glad for en drink i ny og næ og ikke sky for at prøve noget nyt, så vil jeg anbefale en flaske lokal spiritus.

Mere lokalt bliver det ikke: Run Medellín er en meget populær rom blandt paiserne (de lokale) og drikkes gerne som shot, men kan naturligvis bruges i mere klassiske konstellationer fx med cola.

Aguardiente Antioqueño er den regionale brændevin, som ses indtaget som shot af unge som gamle i shotglas. Oftest akkompagneret af et stort glas vand ved siden.

Priserne på alkohol kan nogenlunde sidestilles med danske priser på vodka, men begge drikke findes på både store og små beholdere, i pap, i plastik eller på glas.
Leggings - til hverdag og fest

Efter mit første besøg i Colombia var leggings min foretrukne souvenir, også som gave til mine veninder. De er super flotte, bløde i kvaliteten og billige. De allermest farvestrålende leggings skal købes på gaden i downtown, hvor sælgere står langs vejen med stativer med op til 40 forskellige designs, nogle sort/hvide, nogle med vilde prints i skrigende eller dæmpede farver og med blomster.


De koster 15.000 COP - altså omkring 50 DKK. Et hit, hvis du spørger mig. Jeg ejer pt 5 forskellige par og køber helt sikkert nogle flere med hjem, næste jeg besøger Danmark.


Sandaler  - Medellín er stedet, hvis du mangler.

I Medellín centrum er der et helt område dedikeret til billig shopping og langs vejene nær og inde i "el Hueco" ("Hullet") finder du den ene sandalbutik efter den anden med sandaler fra 10.000 COP. Vil du have bedre kvalitet, skal du bevæge dig ind i de mange, flotte commercial centres, og her skal du gerne spendere mellem 35.000 - 100.000 COP (100 - 300 DKK) på et par lækre og flotte sandaler.


Til herrerne - hat og skjorte

Er du hverken til pedicure, farvestrålende leggings eller tasker, så kan du for eksempel investere knap hundrede kroner på en hat eller en skjorte. Det gjorde min bror, da han var ovre og besøge os, og han sidder - uden sit vidende - model nedenfor.


Igen er det markederne du skal besøge, men de større souvenirbutikker er også et godt bud, hvis du vil finde en af de traditionelle, lyse hatte, som er en ofte brugt beklædningsgenstand for de ældre lokale herrer, især i landsbysamfundene, hvor hatten beskytter pande, næse og nakke under landbrugsarbejdet.


Skosværte til en 10’er - hvis du vil gøre et kup

Jeg har oplevet at storcentrene og skobutikker i Danmark ikke rynker på næsen af at tage op til 100kr for en skosværte. Her kan du slippe med en 10'er for en lille dåse. Det synes jeg alligevel er anbefalelsesværdigt, også selv om det "bare" er skosværte.
 

En ændret forståelse af dig selv og samfundet

Når man er "kommet sig over" de første oplevede anomalier og andre mærkelig måder at gøre tingene på her, så er der en sand guldgrube af åbenbaringer at hente med sig hjem fra den Colombianske og Sydamerikanske kultur.

For mig personligt centrerer de vigtigste "opdagelser" sig særligt om temaerne arbejdsmiljø og -kultur, madkultur og spisemønstre, kollektiv trafik og hvordan vi indretter os i fællesskab, samt familiemønstre. Disse vil jeg komme ind på ved senere lejlighed. Dog vil jeg tilføje, at de Colombianske versioner af disse temaer har plusser og minusser set i forhold til de danske fortolkninger, og viden om og erfaringen med disse forskelle har i høj grad præget mit tålmodighedsniveau, mine kæpheste, mine rutiner og via disse også min opfattelse af mig selv i verden.

Hvordan denne "souvenir" ser ud for dig, ja, det må tiden vise.

Jeg bad i øvrigt mine forældre give en beskrivelse af, hvilke mentale souvenirs de havde taget med sig hjem :

"
 
For nylig var vi på besøg i Colombia; noget vi for bare to år siden ikke lige havde forestillet os. Dels fordi rejsen dertil er lang og dels fordi landet gennem mange år har haft et ret dårligt ry med kidnapning, bandekrige og narko.
Men nu har vi altså været der og med egne øjne set at man slet ikke skal tro på alt, man læser i avisen og bliver præsenteret for i dertil velklippede tv-udsendelser. Nuvel, vi så og besøgte naturligvis kun et lille udsnit af det kæmpestore land, men det vi oplevede her, var så fantastisk smukt, hjertevarmende og inciterende, at det næsten er ubeskriveligt. Måske fordi det i den grad manede vore negative fordomme til jorden og berigede os med en øjen- og sjælsåbnende positiv oplevelse.
Vores hovedmål var Medellin, en by, der gennem de sidste år virkelig har rettet op på det dårlige image og endda i 2012 vundet en pris som verdens mest innovative by; en forandring der er til at få øje på!
Colombia rummer meget; blandt andet et utroligt rigt plante- og dyreliv. Landet går for at være det sted i verden, der har højest biodiversitet. Man kan stå på ét sted og se mindst 20 farvestrålende fuglearter og desuden er dette landet, der har flest forskellige sommerfugle!

Vi var heldige at have en meget kyndig guide (i vores datter), der havde tilrettelagt en tur for os, der indeholdt alt, hvad vi på denne vores første visit kunne rumme af forskelligartede indtryk: fra det rustikke, by- og museumsbesøg, rundvisning på kaffefarm, morgendukkert i vandfald, sukkerfremstilling på en sukkerrørsfarm, markeder, lokal musik, metro cable o.m.m.

At gå i detaljer ville fylde alt for meget, så lad os forsøge at beskrive kort, hvilke indtryk vi har med hjem på net- og hjertehinden fra Colombia: stilhed, ren luft og vand, hjælpsomme mennesker med let til smil, velopdragne hunde (som der er mange af!), fattigdom og velstand side om side, spændende og anderledes mad, utrolig lækre og forfriskende juice af frisk og anderledes frugt (– bare tanken herom får tænderne til at løbe i vand!!) Farvestrålende småbyer, en ”kæmpesten” på 200 meter, man kan bestige via 659 trin og unikt, farvestrålende kunsthåndværk.

Et storcenter med 6-7 etager, (der får Bilka og Magasin til at ligne små-butikker) og med et kuppeltag, der kan åbnes op mod himlen på varme dage.
Spændende og utroligt rigt fugleliv, osende og larmende midtby, fascinerende bygningsværker og innovations tiltag i storbyen, velfungerende og top-moderne metrosystem, billigt ophold (både hvad overnatning og mad angår), torden og lynshow bag bjergene, bjerg bag bjerg bag bjerg… frodighed og ildfluers dans i mørket.

Dette er vore bedste minder fra Colombia – og lur mig, om vi ikke vender tilbage en dag, for selv ikke den godt 20 timers lange rejse kan holde os væk. Hasta la Vista!!

"