Gensyn med Colombia - samt en lille introduktion til Medellín

Efter en ret smertefri flyvetur på et lille døgn, landede jeg kl. 20.30 i José Maria Cordova, Medellíns lufthavn. Paskontrol og bagage var - som ved sidste ankomst i juni - hurtigt overstået. Når man får turistvisum, og det får man når man lander, skal man i teorien både have udrejse-/returbillet og udskrift af bankoversigt for at demonstrere at man kan finansiere sit ophold, men endnu engang blev dette ikke efterspurgt.

Jeg blev hentet af en chauffør, som min kæreste Luis' tante havde arrangeret, og kørt direkte til et hotel, hvor man fejrede Luis' kusine Judiths spritnye titel som færdiguddannet læge. Et hurtigt bad i et af hotellets håndvaske, et planlagt tøjskifte og så sad jeg ved bordet og fik tre-retters menu. Det varede dog ikke længe før jeg kunne mærke trætheden komme snigende; jeg havde nok fået sammenlagt 4 timers søvn på den 21-timers lange tur, der startede kl 4 dansk tid. Et døgn efter jeg stod op i Danmark, sad jeg altså igen i Medellín og omgav mig med den glade svigerfamilie og deres venner til lyden af den colombianske version af Ole Erling og traditionelle sange, som alle kunne synge med på. Selvom det var hyggeligt, allierede jeg mig med Luis og hans anden kusine, Andrea, som tog hånd om at vi kunne komme afsted inden jeg faldt helt i søvn. Vi kørte til lejligheden, hvor Andrea bor med sin mor Eugenia og tre tanter, Isabel, Amalia og Piedad, hvor vi stillede min backpack og min kuffert og jeg tog kun en taske med det ren-og-skær-nødvendige med på motorcyklen og så kørte vi hjem til Santa Elena, og jeg fik indhentet lidt af søvnbehovet.

Da jeg ankom tidligere på året var det direkte op på motorcyklen med backpacken og en halv time og en stejl og småfedtet køretur ad de snoede bjergveje senere indlogerede jeg mig for første gang i den lille hytte tæt på landsbyen Barro Blanco (som direkte oversat betyder Hvidt Ler), hvor jeg tog et koldt bad med en lidt betuttet attitude over for mine nye samboer bestående af edderkopper, natsværmere og diverse insekter (gensynet med disse var noget mere afslappet).

Barro Blanco er i praksis en flække (eller på spansk: vereda), der er - hvis man tæller antallet af veredas sammen - en syttendedel af samfundet Santa Elena, og ligger 15 km snoet bjergkørsel fra byen Medellín, Colombias anden største by, der er lokaliseret i regionen Antioqia. I modsætning til den noget kaotiske og varme storby nede i bjergdalen, er området på bjergskråningerne og toppen omkring Santa Elena roligt og lunt og har en fantastisk ren luft. 

Landskabet er grønt og frodigt med stejle marker - nogle er inddelt i en slags højbedekonstruktioner - og majs, kartofler, sukkerrør, etc. vokser på skråningerne.

Et af de mere tætbefolkede områder i Barro Blanco

Langt de fleste huse er smukt dekoreret med mønstrede fliser på terrasserne og blomster i små kurve, der hænger ned fra tagkanten. Det er enormt romantisk og folkeligt heroppe i omegnen af Santa Elena. Det er bestemt hverken et stille, lille eller dødt samfund. Langs hovedvejen er der med jævne mellemrum placeret en lille butik/beværtning, hvor folk holder sig til og drikker en cafe tinto (sort kaffe), nyder en Pilsen-øl eller en pastel de pollo (indbagt kylling og kartoffel). På vejene render folk i farverigt tøj og vilde men tamme hunde rundt og kommer hinanden ved. Over de bløde bakker er der spredt hvide, orange, lyserøde, blå og gule huse – ligesom m&m’s drysset ud med løs hånd. 

Udsigt fra Barro Blanco

Og selvom det er et landsbysamfund kan det ikke sammenlignes med et nutidigt dansk af slagsen. Det er spredt over et geografisk stort område og den lokale skole trækker knap 1000 elever til fra omegnen.

Når der er weekend eller som på billedet, festival, så samles landsbyens medlemmer i alle aldre og spiser, drikker og danser.

Til morgenmaden nyder vi typisk en majspandekage med blød, hvid, salt ost (arepa con quesito) med dertilhørende røræg og varm chokolade. 

Morgenmaden tilberedes over gasblus i det lille køkken.

Morgenudsigt fra huset.

Vores lille hus.

Når morgenmaden har bundfældet sig og tiden nærmer sig for at begive sig ned til Medellín (i forbindelse med f.eks. arbejde, møder, eller specialindkøb) må vi først op ad en stejl skråning som i princippet er indkørslen til vores lille hjem. Et par minutters gang og vi er ved motorcyklen, som holder parkeret deroppe fordi det simpelhen er for bøvlet at køre den helt ned af skrænten - som pt består af græs, mudder og små og store sten - i tilfælde af regn. Den lille video nedenfor giver et indtryk af forholdet. Og regnen den møder man dagligt her! Nogle gange kan det faktisk slet ikke betale sig at begive sig på vej, for den ofte voldsomme regn kan snildt vare et par timer.

 

Når motorcyklen er varmet op i et par minutter, så er man (endelig) godt på vej.

Vi må køre igennem naboens grund for at komme ud på vejen. Hele familien bestående af bedstemor, bedstefar, tre sønner og deres koner og børn, har indrettet sig på en grund med fire huse, værksteder, hønsehus og køer.

Første gang jeg måtte tage turen, kunne jeg ikke nyde så meget af omgivelserne og udsigten heroppefra : Jeg var meget opmærksom på at finde ud af, hvordan man bliver siddende på motorcyklen. Når man kører nedad et bjerg. Det er jeg heldigvis kommet meget godt efter og nu kan jeg nyde hele turen, lave playlister på telefonen imens vi kører og tilmed have en hund på skødet, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Panorama af vejen ned mod Medellín.

Halvvejs mod byen.

Turen ned går gennem vereda'en Media Luna og barrioen Buenos Aires (barrio kan lidt kreativt oversættes med "bydel") og derefter lige lukt ned i den kaotiske og voldsomme trafik i Medellin, som har vokset sig stor i dalen mellem de omgivende bjerge – de sidste i kæden af Andesbjergene.

Fra de milde og lune formiddagstemperaturer omkring de 15-20 i Santa Elena, befinder man sig nu 25-30 graders varme og på motorcyklen mellem to busser føles det endnu mere hedt. Det er så fint her i Medellín, at man sagtens kan have 3-4 vejbaner i praksis, selvom der kun er optegnet to: Motorcyklerne kører gerne på striberne imellem biler, busser og lastbilder, og især taxachauffører har ikke den helt store overbærenhed med den måde, man har valgt at optegne vejbanerne på. Og det hele går meget stærkt. 

Sådan indretter man sig på Medellín calles og carreras

Trafikken i Medellín er et skræmmende syn ved første øjekast, men lidt efter lidt kan der opleves et underforstået system i kaosset, og jeg er i dag ikke i tvivl om at trafikanterne i Medellín er blandt verdens bedste. Til tider må typisk en uheldig motorcyklist dog lige ned og smage asfalten, og det kan godt være temmelig grimt.

På fortovene (og også gerne i vejkanten, da heller ikke fodgængerne har synderlig respekt for de nymodens opfindelser som fortove) ser man unge piger arm i arm med deres mødre eller bedstemødre - eller med et barn på armen. Unge mænd i snak med ældre mænd. Voksne mænd med slikkepinde i munden. Gadesælgere slæbende med et stort lad frugt i siden af vejen. Hjemløse sovende på plænerne. Man sætter sig gerne ned et sted og får en kold sodavand, og alle er iført hvidt eller farverig beklædning. Udover Luis og jeg, der ofte bryder dresscode ved at iklæde os sort, ser man som regel kun sort og gråt er inden for virksomhedernes mure.

Luis skiller sig ud fra mængden i sort. Han spejder efter empenadas, som er en friturestegt snack som typisk er med indbagt kylling men kan fås i mange varianter.

Jeg er efterhånden ret godt bekendt med de spanske gloser når det kommer til mad, og sætter stor pris på den typiske frokost ret bestående chicharón, arepa, arroz, platano, ensalada - sommetider med platacon y aji ved siden af samt en jugo naturale lavet med mælk og lulo-frugten, der smager af en mellemting af jordbær og kiwi. 

Mig - også iklædt sort - nydende jugo con lulo en leche i et stort glas. Prisen er lige godt 5 kr.