Hus i Colombia. Del 7: Fliselægning for begyndere

Fliser!

For et lille halvt år siden, da jeg var så snu at fordele ansvarsopgaverne mellem os, tog jeg modigt flise-tjansen på mig, men jeg udviklede dernæst fliseangst. Jo mere jeg researchede fliselægningskunsten, jo mere uoverskueligt forekom det mig. Det ofte herlige, motiverende, "you can do it" youtube DIY-community var nærmest advarende - og der er tilsyneladende mange flere "don'ts" end "do's, når man lægger fliser. Så jeg udviklede fliseangst. 

Normalerweiser har vores lille tomands team temmelig forskellige indgangsvinkler til tingene, og derfor er Luis heldigvis en guldgrube af initiativ over for min tilbageholdende, analyserende, planlæggende arbejdersjæl. Da ingen af os havde lagt fliser før, foreslog han at vi startede med en lille test, og da der lå (og flød) en bunke overskydende fliser tilbage fra da vores nuværende hytte blev bygget, fik vi samlet alle de blå som nu altså skulle være gulv i vores skur.

DIY-samfundet havde påpeget vigtigheden af planlægningsfasen, hvor man lægger fliserne ud 'tørt' og danner sig et overblik over helheden. Man skal nemlig gerne undgå alt for små flisestykker i enderne/kanterne af sit område. Og ikke mindst er det rart på forhånd at vide cirka hvor mange fliser man skal skære inden man begynder. Det viste sig at vi havde lige præcis nok fliser - men eksklusiv de 10% ekstra som erfarne fliselæggere anbefaler at have i overskud. Vi havde kun to fliser ekstra. Meget nervepirrende.

Fastforward til selve 'limningen':

Da vi ikke havde ekstra 'dummies'-fliser, måtte vi bruge knækkede.

Drilske og ujævne områder bør jævnes på forhånd.

Færdigt resultat

"Skuret" med nyt gulv

Denne test fik taget den værste kant af angsten, så vi gik modigt i gang med korridoren omkring huset. Det viste sig at være lidt et andet projekt da fliserne jo omkranser huset, og der derfor skal tages højde for hvordan de fire områder mødes i forhold til deres individuelle bredde og længde. Puslespillet gik ikke ligefrem op med et ensartet resultat, så vi prioriterede æstetikken fra de vinkler vi vil komme til at se mest fra under vores fremtidige brug af huset.

Først lagde vi fliserne ud for at tage hensyn til symmetri. Vi valgte et zig-zag design.

Der skulle skæres uendeligt mange fliser. Vi måtte investere i en håndholdt rundsav ('pulidora' på spansk), da fliserne ikke lod sig skære af en fliseskære m. diamant (som vi anvendte ved gulvet i skuret).

Husk briller og maske! Jorden var rød af flisestøv - og Luis ligeså.

For at forbedre den vandskyende effekt af klæberen, måtte vi putte lidt PVC i vandet. Suk.

Håndmikser. Vi havde købt en mikser til boremaskinen, men motoren var ikke stærk nok til at klare cementblandingen.

Klæbet - uden fugning. Man kan ane de hvide "spacers" vi anvendte for at skabe ensartet afstand mellem fliserne.

Fugning med cementblanding.

Rengøring. Vigtigt.

Det færdige resultat på den ene side af huset

Korridoren v. hovedindgangen.

At lægge fliser var en mere fleksibel proces end jeg havde forventet, HVIS man ikke lader sig være slave af 'spacerne', der sættes imellem fliserne under klæbningen: De kan nemlig sabotere mere end de hjælper, da fliserne ofte har forskellig størrelse. Derfor hjælper man sig selv ved at gøre det på øjemål indimellem.

Det var et tungt og hårdt arbejde, i læn(g)den, der tog os knap en uge i etaper. Vi var ret heldige med regnen som ofte kom netop som vi havde gjort overfladerne rene og lagt plastik over - og gav os en fortjent pause (vi har tendens til at fortsætte arbejdet indtil vi er helt udkørte). Da vi anvendte en cementblanding, skulle vi være påpasselig med at sikre at klæberen og fugningen ikke tørrede for hurtigt, så dér hjalp luftfugtigheden os også.

Vi er ret tilfredse med vores nyfundne flise-ekspertise!

Hus i Colombia. Del 6: Vinduer

Nu kommer det til at handle lidt om vores vinduer, som vi netop har færdiggjort. Umiddelbart, når man tænker på et vindue i Danmark, så tænker man også at selve installationen jo ikke børe være en større udfordring. Det var det her. Og jeg skal fortælle hvorfor.

Hvert af vores 10 vinduer er inddelt i 10 tern, eller sprosser, som min ven Villads har lært mig at det hedder. Heraf er der fire forskellige sprosse-mønstre MEN tre af disse fire mønstre havde både små og store variationer - dvs. at det samme tern i to vinduer ikke nødvendigvis er geometrisk identisk, fordi vinduet er håndlavet! Sååå fjollet. I alt måtte vi lave otte forskellige skabeloner i pap og herefter nøje optælle hvor mange af hver vi skulle bestille ved at afprøve skabelonerne på hver eneste sprosse.

Dur - eller dur ikke!?

Her troede vi så at den bøvlede del af arbejdet var klaret og overstået. Men vi befinder os i Colombia.....


Vi var rundt og sammenligne priser og fandt i Santa Elena et værksted, der både svejser og skærer glas. Her fik vi en pris på 10 kr. per rude, fordi tre af modellerne var så svære at lave med deres irriterende, rundede form. Værkstedet var en lille smule dyrere end konkurrenterne i Medellín, men jeg besluttede at det var rart at have dem tæt på, både i forbindelse med at transportere dem og hvis vi skulle få brug for flere ruder i løbet af processen (.. shit happens...) .

MEN! vi modtog mange af vores i alt 100 ruder i temmeligt forskellige størrelser. De havde vist ikke taget mine velberegnede og velklippede modeller helt seriøst. Derfor stod vi nu med cirka 25 ruder, der ikke passede ind i nogen af sprosserne (jeg var selvfølgelig rundt ved hvert eneste vindue med hver eneste rude der ikke passede - det var noget tidskrævende). Vi havde jo ikke tænkt på at tjekke og kontrollere ruderne, da vi modtog dem, og da vi ikke ville betale ekstra for at risikere en gentagelse, så måtte vi tænke kreativt og søgte hjælp fra vores DIY-orakel.

Youtube gav os løsningen: Tag en køkkensaks og klip den ønskede facon i ruden. Og den er god nok, man kan rent faktisk klippe i glas! I hvert fald 0,3 cm tykt glas.

Jeg klipper ikke i universet her. Jeg klipper en rude i en stor, blå balje.

Man skal være helt vildt forsigtig, både så man ikke skærer sig og så ruden ikke knækker. På med sikkerhedsbriller og gerne handsker (.. ups), og så skal HELE ruden og allerhelst hele saksen være fuldstændig dækket af vand, så vibrationerne fra klippebevægelserne minimeres. Nogle steder kan glasset virke stenhårdt, men så må man bare angribe dette sted fra en anden vinkel.

Tre af ruderne knækkede for mig. Jeg tror det skyldtes at jeg kom til at løfte glasset op af vandet eller at jeg måske vred lidt for meget med saksen. Jeg havde bestilt en ekstra rude af hver af modellerne, men vi kom til at mangle én og måtte tilbage igen med en papmodel, som de heldigvis valgte at respektere.

Det er ret hårdt for fingrene at tilklippe 25 ruder, og halvvejs havde jeg scoret mig to ømme vabler på mine klippefingre (... husk handsker....) og måtte udvikle nye måder at klippe på. Men det kan også lade sig gøre.

De 100 ruder blev løbende installeret med riiiigelig med silikone til formålet.

Vi brugte næsten 2,5 beholdere med silikone på at sætte de 100 ruder i vinduerne.

 Og trykket på plads. Dette var overraskende nemt, for ruden satte sig øjeblikkeligt.

Et lille tryk - og så sad den der og kunne tørre af sig selv.

Det blev ikke en særlig flot finish, da den tørrede silikone var meget tydelig. Så Luis gik i gang med at skære 400 stykker træ af resterne af det der var blevet leveret med huset. Og her var både længde og tykkelse faktorer man skulle tage ret seriøst, for de 10 vinduer var som sagt forskellige - og 2 af disse var helt og aldeles anderledes - så nogle måtte efterfølgende høvles næsten papirstynde.

Luis effektiviserer beskæringen af de mange stykker træ.

Jeg gik tilgengæld i gang med at tilpasse disse 400 stykker træ i centimeter og milimeter, så de kunne passe i den enkelte rude. 

Det er nogle pæne former, men de er komplet idiotiske når man skal skære dem!

Vindues-delprojektet var en utroligt trættende proces, med meget '2-skridt-frem-og-1-tilbage', men vi er begge glade for resultatet. De små stykker træ blevet skåret af forskellige træsorter - præcis som huset var kommet med - så hvis man stirrer længe nok, kan førstehåndsindtrykket godt være temmelig rodet, men det er et hjemmelavet hjem så det har - for os - en værdi i sig selv.

Hej-hej, spejlbillede!

Hus i Colombia. Del 5: Tagrender

Denne gang kommer det til at handle om noget så fascinerende som tagrender.

Det er ikke nogen hemmelighed at Colombia har tropisk klima. De fleste har måske også hørt om fænomenerne El Niño og La Niña, hhv. tørkesæsonen og regnsæsonen. Der er ingen der rigtigt ved, hvornår disse indtræffer; men når det regner, så regner det! 

På trods af at de færreste her i Santa Elena har valgt installeret tagrender på deres boliger - som oftest er placeret på små jordterrasser i landskabet og sagtens kunne blive udsat for jordskred - så har vi besluttet os for at gå imod strømmen. Vi skal have tagrender på vores hus! Især fordi vores hus er placeret i bunden ved en bred og lang skråning.

Selvom vi selv planlagde og indkøbte til fundament og elektricitet, så fik vi hjælp til det praktiske. Begge disse delprojekter blev også - som forventet - lidt dyrere end forventet. Det gav os en økonomisk grund til at give den hele armen som handymænd, foruden den grund at det kunne være sjovt selv at installere tagrender.

Efter en halv dags research på internettet - youtube-videoer og særligt hos familyhandyman.com - gik vi i gang.

Først lavede jeg en 10-sekunders sketch af huset. Dernæst tegnede jeg tagrenderne ind med de dele der nu engang udgør en tagrende og lagde derefter nogle mål på. Da min research foregik på engelsk, kan jeg kun de engelske fagudtryk men ud fra min tegning blev der da i hvert fald lavet en (for mig) forståelig indkøbsliste indeholdende objekter som "downspout", "end cap" og "elbow". 

Dernæst gik turen til Constructor. Note to self: Lad nu vær med at gøre denne slags indkøb 45 minutter før lukketid. Nuvel. Vi nåede det.

På tagrende-shopping.

Tagrender er ikke dyre, men de er heller ikke billige. Derfor gik der altså et par dage hvor jeg trippede let henover dem og forsøgte at ignorere deres tilstedeværelse i forhaven. Et af de første skridt er nemlig at SAVE i tagrenden ! Og derfra er der jo ingen vej tilbage, kun den tilbage til Constructor efter nye tagrender. Luis var heldigvis ikke skræmt af opgaven, og da vi måtte erkende La Niña er over os, så åd jeg en tudekiks, og vi kom i gang med den praktiske del.

Vi havde dog først et praktisk problem der skulle løses, og det var, at de tværgående bjælker er skrå. Så med en af Luis' fine, nye maskiner skar han nogle små træblokke som blev sømmet på og malet med træbeskyttelse. Dernæst blev "holderne" skruet på.

Man kan lige ane den påsatte blok. Det bliver et hjemmelavet hjem, vi får os. Det er nu meget hyggeligt.

Det var ret lige ud af landevejen at sætte holderne på. Huset er ikke velsignet med en "fascia board", dvs. ét langt bræt under taget, og vi kunne dermed ikke selv bestemme, hvor vi ville placere holderne. Mine kilder sagde alle at der bør være 60 cm mellem holderne, og afstanden mellem bjælkerne på vores hus var heldigvis mellem 20-50 cm.

Dernæst skulle tagrenderne saves. En tagrende kommer i en længde af 3 m. og vi skulle bruge 6,7 m til facaden. Dvs. tre tagrender skulle i brug. Vi måtte også lige stoppe op og erkende at en af de allerede påsatte holdere skulle udskiftes med en "samler", der kunne samle tagrenderne i forlængelse af hinanden.

At save en tagrende lige over er heldigvis meget nemmere end jeg havde forestillet mig! Der blev sat et endestykke på i den ene side, og så lagde vi tagrenden i holderne og klikkede den på med en tilfældig flad tang, når fingrene ikke havde styrken. Klik. Klik.

Endestykket påsættes.

 Anden tagrende gik ikke helt så nemt. En af de påsatte blokke røg ud da vi forsøgte at klikke tagrenden i. Plastikken på et par af holderne var lidt ujævn og måtte poleres temmelig meget med sandpapir. Men det gik.

Tagrenden klikkes på plads.

Tagrende 2 stoppede lidt uheldigt før nedløbet, så endnu en 'holder' måtte udskiftes med en 'samler'. Den første del af tagrende 3 blev dernæst lagt i og samlet med den del, der indeholder hullet til nedløbet. Den er i sig selv en 'samler'.

Til sidst målte vi afstanden mellem nedløbsstykket og kanten af taget (+ to centimeter), savede igen et lille stykke af rende 3, som fik endestykke påsat og blev klikket i.

Der måles før savning.

Nu var selve tagrenden færdig, og vi fik fat i nedløbsrøret.

Først påsatte jeg en "albue" til nedløbsstykket, som vi lige havde påsat. Dernæst målte jeg afstanden mellem denne og den anden albue, som skulle løbe parallelt med bjælken, for at kunne save et stykke af nedløbet, som skulle sættes indimellem de to albuer. Det hele blev sat sammen, nemt.

Måle, måle.

Save, save.

Vi valgte dog at tage nedløbsrøret af igen, mens vi venter på at anskaffe det rigtige rør til at lægge i jorden. Så for øjeblikket samler vi vand til blandt andet at røre i den cement, vi skal bruge til at gøre gulvet på førstesalen færdigt.

 Og hele cirkusset blev naturligvis gentaget på den anden side af huset. Vi mangler stadig lige at installere tagrenden på øverste etage, da vi - og byggemarkederne i Santa Elena - ikke har en 6 m. lang stige. Så vi venter på at bilen kommer hjem fra mekanikerhospitalet, for først da kan vi komme ned til byen og leje den stige vi skal bruge.....

Vi klarede nemt det nederste tag på bagsiden. Men gruede nu noooget for at påsætte den øvre tagrende hvor det hele skal gøres i 6 meters højde.

Og NU - her efter små to måneder - kan jeg med glæde og stolthed berette, at vi fik fingre i en stige. Og den VAR i Santa Elena...

Hus i Colombia. Del 4: Træbeskyttelse og elektricitet

Efter en fabelagtig sommerferie i Danmark i juni-juli måneder er vi nu tilbage i topform med savsmuld i håret og splinter i fingrene. Selvom jeg i skrivende stund har præsteret tre splinter under neglene - hvoraf den ene var temmelig svær at grave ud - så har jeg stadig ikke lært at tage arbejdshandsker på. Jeg bilder mig selv ind at det heller ikke bør være nødvendigt længere, for vi har investeret i nyt legetøj!

Jeg er rigtig glad for at vi har så meget træværk i huset; mine arme er lettere skeptiske.

Tidligere tog jeg de mørke pletter med et lille stykke sandpapir, men nu har jeg fået mig en proper slibemaskine. Vi har dog mange kroge, hvor maskinen ikke rækker, så det er godt at jeg ved, hvordan man håndterer sådan et stykke manuelt sandpapir. Jeg har meget glæde af mine sløjdtimer tilbage fra 5.-8. klasse!

Luis er også blevet begavet med en høvl, som jeg gav ham som belønning efter han endelig fik skåret og samlet sin helt egen hjemmelavede mulit-funktionelle høvlebænk. Det tog ham mange timer - især at få naglet stykkerne sammen, da det er meget hårdt træ - resterne fra husbyggeriet - der er blevet allokeret til bænken.

Den nye høvl!

Den flotte bænk har fleksible elementer, så den kan transformeres efter behov.

 Efterfølgende burde jeg være trukket i overallsene, men endnu engang er jeg for doven/naiv til at skifte shorts og t-shirt ud med det rette arbejdstøj. Denne gang har jeg taget hul på en oliebaseret træbeskyttelse, der gerne skulle beskytte mod både sol, regn og utøj. Det er tredje gang jeg "maler" træet med træbeskyttelse, så jeg har efterhånden opbygget mig både rutine og muskler i armene; det kræver en del udholdenhed, men jeg mangler stadig at træne den venstre arm til at aflaste den højre! De to første gange beskyttelse var en "hurtig" løsning (før vi fik slæbet træet ordentligt af) med en meget blå og ildelugtende immuniserende væske.

Vi bruger et nationalt mærke, der er halvt så dyrt som det hypede tyske mærke.

Man kan vist godt se en tydelig forskel efter første lag.

Jeg var knapt landet, før vi fik EPM - det offentlige energiselskab - på besøg. Vi havde booket en tid med dem, så de kunne installere den basale elektricitet i huset. Servicen kommer i en "pakke": De installerer måler, sikringsskab, fire udgange til lamper med tilhørende stikkontakter, og fire udgange/output. Ham der installerede for os ville gerne komme og "gøre arbejdet færdigt", så vi bookede ham til den følgende lørdag.

Relæet sidder fint gemt væk i køkkenet under trappen.

Forinden havde jeg brugt lidt tid på at undersøge sådan noget med at planlægge lys, og havde i den forbindelse forvildet mig selv ind på adskillige hjemmesider om lysDESIGN og så et utal af youtube-videoer (hvor jeg faktisk endte med at se en hel interiør-serie af BBC fra 90'erne). Det tog mig ikke længe at lære hvordan lyset bør arrangeres - og dette kan med stor fordel tænkes ind i den første fase, når elektriciteten installeres.
Det endte med utroligt mange output og lampeudgange, hvilket elektrikeren også bemærkede, men da vi forklarede ham principperne om generelt lys, stemningslys og funktionelt lys, gik der et lys(!) op for ham, og han sagde faktisk at han ville til at arbejde efter disse principper fremover så vidt muligt.

Pt. ser det temmelig rodet ud, men Luis har heldigvis meldt sig frivilligt til at installere tørvægge, der kommer til at skjule langt de fleste af de store, sorte ledninger.

Elektrikeren er DESVÆRRE ikke den eneste i Colombia for hvem lys blot er et spørgsmål om at være i stand til at navigere indenfor, efter solen er gået ned. Lysdesign er ikke noget man gør ret meget i, og det var derfor helt utroligt svært at finde den slags kontakter, der ville passe til vores plan (ja, jeg HAR haft min første design-krise... over stikkontakter!!!) Især stemningsbelysning har praktisk taget været umuligt at finde en æstetisk løsning på, så pt. har vi i køkkenet et enkelt sted, hvor synet kan få hårene til at rejse sig på armene. Eller hvad synes du?

Jeg krydser fingre for at det kun er et spørgsmål om måneder før lysdæmpere kommer i lige så mange designudgaver som kontakter. Og når det sker, så ved vi heldigvis selv, hvordan man omskifter dem.

Dette nye kapitel i husprojektet afleder også andre design-dilemmaer. Luis tante har tilbudt os en stor og mørk reol, som Luis gerne vil tage imod, men jeg er bestemt ikke begejstret. Luis' mors kæreste kom også med et skrummel af en håndvask til køkkenet, men her var Luis lidt hurtigere til at sige "tak, men nej tak". Den er tilgengæld perfekt til en udendørs håndvask, når tiden kommer til dertil.

Skrummelhåndvasken og min tænkte placering for den.

I tiden inden huset blev leveret, brugte jeg ret meget krudt på at sætte mig ind i den gode byggeproces og i hvilken rækkefølge man skulle dedikere sin tid og sine ressourcer. Flere kilder satte "landscaping" som det allerallersidste punkt i planen, men det dogme har jeg temmelig svært ved at adlyde. Først og fremmest fordi der er dage hvor vi alligevel ikke kan komme videre med selve huset, men bestemt også fordi det generer mig gevaldigt at området er mudderbrunt! Jeg er derfor gået i gang med to småopgaver, som ikke heeelt bryder husbyggeriets ti bud, og det er nemlig at plante grønt på den østvendte skråning (så jorden ikke bevæger sig helt så meget ved regn), og et lillebitte blomsterbed, der bruger skråningen optimalt og ikke tager m2 fra arealet.

Det grønne man aner på billedet er resultatet af at jeg har flyttet græsrødder og "ukrudt", en efter en, så der kunne danne sig et grønt sikkerhedsnet i tilfælde af skybrud og mudderskred. Det skete en hel del i perioden efter huset var samlet og før fundamentet kom til.

Mit blomsterbed er bygget ind i den sydvendte skrænt, som ellers ville have set lidt rodet og tør ud. Jeg har flyttet et par af de mindste sukkulenter for at se hvordan de reagerer på dette spot. Jeg har også plantet mynte i den væltede træstamme, som jeg ikke nænnede at flytte, da den stadig har rødder i jorden.

Jeg håber snart at kunne opdatere med monterede tagrender, nye vægge, glas i vinduerne og (jeg tør næsten ikke håbe på det, men) fliser!

Hus i Colombia. Del 3: Fundamentet støbes

Endelig! Men bedre sent end aldrig. Der er jo også kun 5 uger siden huset stod færdigt. Den var nok ikke gået i Dannevang, men så er det jo godt at vi huserer(!) på toppen af en bjergryg i Colombia.

I mellemtiden har vi sparet op til et fundament, der selvfølgelig blev en smuuule dyrere end forventet. Igen er Montero'en kommet til nytte, da byggemarkedet ikke kunne transportere hverken sand eller beton ned til grunden på grund af regnvejr/mudder, så vi har taget 30-50kg sække i maaange omgange af 350-400 kg.

Regnsæsonen fik sit at skulle have sagt, men nu tog fanden altså ved os, og der blev støbt så smukt et fundament som aldrig har et øje set tidligere.... Måske indeholder den udmeldelse en anelse bias. Bedøm selv.

Det startede med en klat.

Et råd til andre førstegangs-selvbyggere er at skaffe betonen TIL SIDST i tilfælde af ækel regn

Stenene fra grunden, som vi har samlet siden oktober, kom i brug

Første ryk

NU ligner det sgu et hus, hva!?

GULV

Andet ryk

Korridoren

Nu tør vi godt overlade huset til regnvejr.

Og så var det at naboens møg-køter skulle sætte sit aftryk, som man siger