Noget om at arbejde

Emnet "Arbejde" kan egentlig ikke begrænses til et indlæg, eller et kapitel, når det drejer sig om at arbejde i Colombia. Det er et værk i 4 bind. Men mens jeg venter fra et opkald fra et villigt forlag, så må tager vi den skrabede udgave.

Som spæd colombianer, dvs. det første halve år, handlede det ikke så meget om arbejde. Det handlede om bureaukrati og at skaffe de rigtige papirer. Der var en lang procedure, hvor ægteskabsattest blev fulgt af visum, som blev fulgt af et borgerkort, som blev fulgt af en bankkonto og en arbejdstilladelse. Det tog knap 4 måneder. Imens arbejdede jeg (frivilligt lønnet) på mit tvær-atlantiske internet-projekt og med privat engelskundervisning 2x1,5 time om ugen.

Under et besøg hos en ven af Luis, gik tingene pludselig stærkt, jeg sendte et CV, blev ringet op dagen efter, og to uger efter startede jeg som engelskunderviser for 4 hold på en sprogskole, placeret 20 meter fra Luis' tanter. Jeg kunne knapt nok fatte hvor heldig jeg var.

Løn

Det er så her, det skal handle om løn i Colombia. Når gringo'er og andre expats slår sig ned i Colombia, er de alle ved at falde ned at stolen over, hvor billigt det er at leve med en nævefuld dollars på kontoen. Hvad mange glemmer er, at det er langt fra billigt for den almindelige colombianer, og pga inflationen på 4-5% årligt, bliver der flere og flere fattige hvert år. Samtidig med at flere og flere bliver rigere pga liberaliseringen af markedet og internationale samhandelsaftaler. Mindstelønnen 2015 var 12.000 COP om dagen, hvad svarede til 36 kroner. Det får en tjener for eksempel. Det samme som TV i en uge. En liter mælk kostede ca. 6 DKK, et pakke toastbrod ca. 5 DKK, en banan ca. 1,25 DKK. En bustur ca. 5,5 DKK. Som udlændinge kommer man altså langt, men det gør den almindelig colombianer ikke.

Tch-tchiiiing

Jeg fik en - efter omstændighederne - meget pæn løn: 20.000 COP per time. 24 timer om ugen. Med et deltidsjob tjente jeg næsten dobbelt så meget som et gennemsnitligt fuldtidsjob på 45 timer om ugen (inkl. hver 2. lørdag). Men jeg har også haft en elev på skolen, som arbejdede 6 dage plus hver 2. søndag. Det tager ikke langt tid før man gennemskuer at hun har 2 fridage om måneden. Voldsomt!


Arbejdskultur

Isoleret set, efterlader disse forhold mig benovet over, hvor positivt et folkefærd colombianerne er. Men begynder man at analysere arbejdskulturen, så bliver det straks mere komplekst. Der eksisterer nemlig noget, som særligt vi udlændinge - og colombianere der har været bosiddende i udlandet - kalder "Colombian time". Det udfolder sig især på to niveauer.

Colombian time betyder for det første at en aftale ikke nødvendigvis er en aftale.
Hvis jeg skal trække et eksempel fra min egen erfaring frem, så havde vi en dag et møde med en af Luis' venner, som kunne hjælpe os med produktionsfaciliteter på et tidspunkt, hvor jeg overvejede at producere mønstrede leggings. Vi ventede en time i hans butik - klokken var 11.00 - og han tog ikke telefonen. Omkring kl. 12.00 kom hans far tilfældigvis forbi og informerede os om, at sønnen var udenbys. 
Et andet eksempel er at jeg har givet gratis undervisning til en pige her i februar. Det stoppede da hun begyndte at komme for sent, og seneste - slet ikke dukkede op, fordi hun havde glemt mig. Nu opkræver jeg en lille sum for det.
Selv når folk betaler - som f.eks. mine elever - så indfinder de sig gerne 5-30 minutter for sent, selvom jeg selv står klar på slaget (længe leve nordisk punktlighed) til at give dem alt hvad jeg kan for pengene.
Men det er ikke kun i forretningshenseende at Colombian time hærger. Det sker også at vi bliver inviteret til frokost kl. 11, men når vi så ankommer - kl. 11.00 - så er værten lige kørt for at handle ind. Eller at vi bliver inviteret til frokost et sted i byen, men må vente 30-40 minutter på at de, der bestemte tidspunktet, dukker op.
 Colombian time betyder også at folk gerne kører på "egen tid" selvom de er på arbejde. Jeg skulle hilse og sige at professionalisme ikke er et universelt begreb. Hvad enten det er i banken, i supermarkedet eller kosmetikbutikken, så er medarbejderne på deres smartphones. Nogle gange kan man som ventende kunde sidde og observere at medarbejderen, der BURDE tage min tid alvorligt, egentlig bare sidder på facebook og fniser over en eller anden katte-video.
Luis har også oplevet at sidde i en bank, mens fire af de ansatte har talt flere minutter højlydt om et eller andet der skete i weekenden. Og ladet folk mere eller mindre vente på at de sluttede af.
På min egen arbejdsplads havde vi sidste sommer to gravide. De sad og sludrede og aede hinandens maver, mens jeg stod og ventede på at information.
Det er mange steder ret useriøst. Bevares, folk er meget formelt klædt på, men de kører efter deres egen tid. Egentlig er dette ikke kun negativt, naturligvis (det resulterer vel i gladere medarbejdere, formoder jeg) men det er oftest frustrerende. Der er dog mange steder der virker til at rette op på denne udfoldelse af Colombian time.

I forlængelse af professionalisme-begrebet er det også helt, helt okay at afbryde. Det er nok det "brud" på koden, som jeg synes er allermest idiotisk. Det sker ofte på min egen arbejdsplads, hvor der åbenbart er en konkurrence i at afbryde mest, når der bliver givet informationer.

Arbejdsmiljø

Den colombianske arbejdsplads - som jeg har oplevet og observeret den - er præget af en høj grad af tæt, uformelt forhold mellem kollegaer - og mange steder også mellem medarbejdere og chefer.
Da der er "tvunget" siesta (frokostpause mellem 12-14), har folk en arbejdsdag fra 7-17, men kommer tæt på de mennesker, de arbejder med, fordi man går til frokost sammen. Og har tid til at snakke med hinanden.

Der er også langt flere mennesker på arbejde end normalen i Danmark. Der er gerne 5 ansat i en juicebar, når det er rushhour. Der er 2 blendere, men 5 ansatte. Jeg husker tilbage til min tid som tjener i København, hvor jeg egenhændigt stod for at tage bestillinger, servere, lave juice og smoothies, samt afregne med 15-30 kunder på samme tid.
I supermarkedet er der pakke-personale klar forenden af hver kasse. Det får jo givetvis timelønnet presset ned, men arbejdsmiljøet må være en del sjovere. Og mindre stressende.

Bureaukrati og det offentlige generelt

Når man starter med at arbejde i Colombia skal man registreres hos en pensionskasse og hos en sygeforsikring. Men man skal kun betale, hvis man tjener mere end ca. 1800 DKK om måneden. Dem, der tjener mere end dette beløb, skal betale ca. 10% af lønnen til forsikring og pension. Hvis man tjener under beløbet, kan/skal man være "støttemodtager" hos f.eks. familiens overhoved. Det var jeg i november, da jeg kun havde ét hold, og det betød at det var Luis, der betalte, men vi var begge dækkede.
Man skal også huske - har jeg fundet ud af - at give sin arbejdsplads et dokument, der garanterer at den opgivede bankkonto nu også er ens egen. Det kan man købe(!) i sin bank.

Ikke en fremmed følelse, når man skal gennemskue og manøvrere i det colombianske system

Plusser og minusser

Som udlænding på det colombianske arbejdsmarked er man ramt af et pudsigt paradoks mellem at det er svært at finde arbejde - hvis man ikke taler så godt español! -  og samtidig være kvalificeret til at undervise i engelsk baseret udelukkende på det faktum at man er udlænding. Nuvel, de fleste "rigtige" skoler beder om erfaring og pædagogisk certificering, men de private sprogskoler nyder så stor popularitet nu, at venlige gringoer ansættes på stedet. Det er vel et plus ?

Okay, så er der hele det der siesta-ræs. Det er bestemt noget man skal vænne sig til, hvis man er vant til at have kollegaer, der skipper frokostpausen mens de spiser deres rugbrødsmadder foran computeren, og afspadserer i tide og utide. Det colombianske system er rigidt. Ufleksibelt. Minus! Stort minus! Men hvis man ser på hvad det gør ved arbejdsmiljøet og relationerne mellem kollegaerne, så er det et plus. I arbejdssammenhæng. For det private liv "lider" som resultat. Og så var der den der ugentlige arbejdstid på 45 t/ugen.

Som selvstændig er verden en anden. Man nyder færre rettigheder, det er besværligt at starte op, MEN økonomisk set kan det bestemt betale sig. F.eks. tjener Luis min månedsløn på to bryllupsvideoer. Det involverer to dages filmarbejde (ml. 5-15 timer) plus efterredigering.

Det største plus efter min mening er, at du kan (blive) hvad du vil. I Danmark skal jeg gerne have et uddannelsesbevis og pænt beståede eksamener for at få et job. Certificeringer. Sådan noget. Herovre: Hvis du kan vise at du kan, så KAN du. Du bliver taget alvorligt på trods af manglende beviser. Luis og jeg er sæbeproducenter. Og lad os være ærlige. Jeg var jo aldrig blevet ansat som engelsklærer i Danmark, men her: Hvis eleverne er glade og tilfredse, hvis de lærer og udvikler sig fagligt, så er det alletiders.

Samtidig er dette forhold ét stort minus. Man ved sjældent hvilken kvalitet, man kan forvente. Oprindeligt var mit "motto" for colombianere:What you see is what you get. Det tænkte jeg tit om colombianerne. Det er rigtigt nok, for der er ikke noget mellem-linjerne og ingen indirekte bemærkninger. Klar tale. Men det er også fejlagtigt, for der er en del krejlere imellem. Jovist, de er - som regel - mægtigt venlige, men ikke desto mindre krejlere. 

Min afsluttende bemærkning skal være at jeg er glad for at arbejde her. Selvom mine elever ofte er dovne og trætte - og en enkelt helt forstyrret og uinteresseret - så er de ALTID venlige og søde og rare. ALDRIG har jeg hørt en flabet kommentar. Ikke på mit eget arbejde, og ikke andre steder. Det kan godt være man spilder hinandens tid, men man behandler hinanden med respekt og taler pænt til hinanden. Og dét gør heldigvis at man kan trække på skuldrene, når du bliver konfronteret med Colombian time ...