Colombiansk bryllup

Luis og jeg har giftet os!

Det var en overraskelse for de fleste, selv for nogle af tanterne der har fulgt os på tæt hold igennem sammenlagt et halvt år, men det har faktisk været undervejs siden august 2013. Oprindeligt var planen at slå os ned i København i Danmark, gifte os i Danmark og så ellers leve op til Udlændingestyrelsen (urimelige) krav til familiesammenførelse. Jo mere jeg dykkede ned i disse krav, jo mere uoverskueligt virkede det og den "nemmeste" løsning var faktisk at flytte til Sverige, som alle de andre Malmø-danskere med deres udenlandske ægtefæller, og udnytte min europæiske ret til fri bevægelighed. Men selv hvis vi flyttede til Sverige og integrerede os "nok" til at kunne flytte tilbage til Danmark på EU-betingelserne, stod vi over for 3-5 års konstant kontrol af myndighederne, f.eks. skulle vi have fast bolig eller lejebolig med en kontrakt på mere end 2 år og efter 3 år i Danmark ville Luis skulle dokumentere at han havde haft fuldtidsjob i sammenlagt 2 år: To krav som de fleste af min dansktalende omgangskreds på daværende tidspunkt ikke ville have haft nemt ved. Oveni kom at vi i en årrække skulle binde 50.000 hos myndighederne, som ville dække, hvis Luis blev syg. Og så videre.

Til syvende og sidst gik planerne i vasken. Jeg blev overbebyrdet og stresset af alle de praktiske forhold. Og vi gik fra hinanden. I en periode.

Luis tog tilbage til Colombia efter en uges ophold i Danmark på turistvisa og en uges rejse igennem Europa for at komme til lufthavnen i Madrid.

Et af min dygtige mands fotografier fra hans korte ophold i København.

Jeg var jobsøgende og en af mine jobsamtaler på Københavns Projekthus (vedr. et job jeg ikke fik) førte mig i kontakt med en social iværksætter, som kontaktede mig vedr. hans egne projekter. Jeg var interesseret i arbejdsstedet og efter 2 timers forklaring, sagde jeg : "Jeg er interesseret - men jeg har altså planer om at tage til Colombia til juni". Hans svar var "Fint, vi kan lave det her projekt i Colombia".

Det var ligesom baggrunden.

Juni tog jeg til Colombia for at undersøge om vi kunne gøre skaden god igen, og da jeg vurderede at det nok ikke var helt umuligt, tog jeg til Danmark igen i september for at tjene penge, afvikle de sidste praktiske ting og få indsamlet, oversat og legaliseret de dokumenter, der skulle til for at kunne slå mig permanent ned i Colombia.

12. December landede jeg så igen i José Maria Cordoba-lufthavnen og vi indleverede alle vores papirer til Notaria 13 i bydelen Laureles d. 22 December hvor den søde - men i bagklogskabens lys tydeligvist uerfarne - pige, der modtog det hele, sagde: "I har nok først svar d. 27. December". Jeg kunne knapt nok tro mine egne ører, og det skulle jeg da heller ikke have gjort, for vi hørte ikke noget fra dem og d. 12. januar - efter utallige ubesvarede telefonopkald - tog vi derned, hvor de spurgte efter det dokument, der skulle vise min civilstatus: Altså at jeg var ugift. Jeg gik lidt i panik, var der virkelig noget jeg havde glemt/ikke var i orden?, og bad om papirerne. Det viste sig at det stod tydeligt på side 1.

I alt brugte vi 8 besøg hos notaren, men det lykkedes os endelig at finde en dato for vielsen i samarbejde med en oversætter, som også skulle indover processen.

Vi valgte d. 28. februar, så jeg ville kunne nå at ansøge om mit colombianske visa inden mit turistvisum udløb.

Vi fandt et hotel på den anden side af gaden fra notaren og bryllupsdagen forløb i overvejende grad stille og roligt. Min familie var med til ceremonien via skype.

Vi havde allesammen en blå dag!

Notaren, som gav os en kort og effektiv ceremoni.

Jeg fik øvet mig i min signatur. Familien følger med fra skærmen i baggrunden.

Andrea (t.v.) sørger for at Luis' brors kone kan følge med fra Canada

Kys-kys

vielsen fandt sted i en hyggelig indendørs gårdhave med masser af grønt og rustikt træværk

Skum-billede. Fra ventre: Edgar, Angela, Luis, mig, Andrea, Jairo og Lorenza

Morgenmaden blev derefter indtaget med den deltagende del af Luis' familie i bedste friturestegt colombiansk stil.

Byens bedste bunuelos

Vi aflagde derefter et besøg hos de tre tanter, som ikke var til selve vielsen, og da der blev lidt for meget snak og uro dér, tog vi videre for at spise frokost med resten af familien, hvor nu også den anden kusine havde fået fri og kunne gøre os selskab.

Peruviansk frokost

Eftermiddagen brugte vi sammen med et par af Luis' venner og vi fortsatte med en regulær bytur og sluttede af med at danse salsa i en kælder-salsa-club.

Og så fik jeg kørt på motorcykel i kjole

Vi havde ægteskabsattesten tirsdagen efter vielsen og indsendte alle dokumenter til Ministeriet for Udenlandske Relationer fredag d. 6. marts. Mandag d. 9 fik jeg mit svar om at min ansøgning var godkendt. Nu skal vi så bare finde tid til en tur til Bogotá inden for de næste to måneder for at få stemplet visummet i mit pas. Dernæst følger proceduren med at få et colombiansk ID-kort, men SÅ skulle jeg også kunne begive mig rundt i Colombia de næste tre år - vel at mærke uden at jeg skal bekymre mig om at vise dokumentation på indtægt, spanskkundskaber eller boligforhold!! - hvorefter jeg kan ansøge om permanent opholdstilladelse.

AND THEY LIVED HAPPILY EVER AFTER!